<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-KT46QTP height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

De kalder sig selv integratorgruppen. Navnet betyder ikke, at den gruppe unge andelsejere, der i begyndelsen af marts besøgte pepperonifabrikken i Thorning, er ved at lave deres helt egen værdikæde.

Derimod er de interesserede i, hvordan den danske værdikæde kan integreres endnu mere. Gruppen var sidste forår på besøg hos en stor, spansk integrator som studietur, og her blev interessen vakt, fortæller Jens Rasmussen, der var en af de besøgende.

- Spanien har jo fat i noget, der fungerer. Derfor har vi kigget nærmere på den danske værdikæde for at se, om der er noget hos dem, som ligger lige for i Danish Crown. De har skinken, som de får nogle helt vilde priser for, og der vil vi gerne se, hvor vi skaber merværdi, så vi har kigget på fabrikkerne i Vejle og Thorning, hvor der forædles på nogle billige udskæringer for at skabe værdi.

På fabrikken i Thorning var det fabrikschef Lars Rønde og salgsansvarlig Lene Grosen, der tog imod, og de glæder sig over interessen fra andelsejerne i slutprodukterne.

- Vi kan så hurtigt komme til at fokusere på vores egen verden på fabrikken, i salget eller på gården, men det er vigtigt, at vi har forståelsen begge veje. Derfor er det vildt fedt, når ejerne vil komme på besøg, og vi vil meget gerne vise vores fabrik frem, siger Lene Grosen og fortsætter:

- Vi har jo indgået et samarbejde med vores ejere omkring CSR-værdierne, og det kan virke meget uhåndgribeligt, når man skal forholde sig til det på gården, men for os er det vores license to operate – specielt med de helt store kunder. Der får vi altid en god snak om, hvordan vores produkter er afhængige af det arbejde, der bliver gjort hos dem.

Ild i øjnene

Forædlingen er et udviklingsområde i Danish Crown, og både toppings og dåser, som bliver produceret i henholdsvis Thorning og Vejle er strategiske fokusområder for fremtiden. Med sine 31 år er Jens Rasmussen en del af den fremtid, og han er fortrøstningsfuld.

- Der var gode planer for fabrikken og masser af potentiale, så det bliver man jo glad for at høre. Man kunne mærke, at de brændte for det, så som ung landmand er jeg fortrøstningsfuld. Når først Lene og Lars har fordoblet kapaciteten, skal det nok slå ud på noteringen, siger han med et smil.

Lene Grosen glæder sig over den værdi, der bliver skabt i Thorning, men hun understreger at forædlingen alene ikke kan bære Danish Crown.

- Vi skal selvfølgelig hele tiden optimere på den del af produktet, som vi forædler, men vi skal huske, at den største del af forretningen er optimalt salg af fersk kød. Forædlingen kan ikke stå alene, men vi har noget unikt i vores pepperoni, siger hun.

Thomas Abildgaard Rasmussen fra Ejerservice har hjulpet med at arrangere Integratorgruppens besøg både i Spanien og på de danske fabrikker, og han håber, at forståelsen kan styrke samarbejdet på tværs af værdikæden.

- Jo bedre vores ejere kender deres virksomhed, jo bedre kan de træffe beslutninger for den. Derfor vil vi altid gerne hjælpe ejerne med at komme tættere på Danish Crown gennem besøg eller lignende, så vi optimerer samarbejdet i hele værdikæden, siger han.