<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-KT46QTP height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Den kinesiske ambassadør i Danmark, Feng Tie, var i tirsdags på besøg på Danish Crowns slagteri i Horsens, hvor Group CEO, Jais Valeur, Sr. Director for Public Affairs, Frederik Vilhelm Greibe og Fabriksdirektør Jesper Frandsen tog imod og viste rundt på anlægget. Her var samarbejdet mellem Danish Crown og Kina på dagsordenen, og der var positive toner fra begge parter, fortæller Frederik Vilhelm Greibe efter besøget.

- Ambassadøren så stadig store muligheder for fortsat samarbejde, og med en stor befolkning ser de positivt på fremtidig eksport fra Danmark og Danish Crown. Vi brugte derudover også tiden på at tale om markedsadgangen for oksekød, som vi har arbejdet for at få til at lykkes, og samtidig var vi omkring Afrikansk Svinepest i Europa og en mulig regionalisering i tilfælde af ASF, siger han.

Danish Crowns succes i Kina har traditionelt været baseret på høj fødevaresikkerhed og sporbarhed, og Feng Tie og Jais Valeur talte derfor også om fremtidens forbrugere i Kina og Danish Crown.

- Der var stor enighed om, at Danish Crown kan levere på de kinesiske kunders krav, og ambassadøren understregede, at vores produktion passede godt til kravene fra den kinesiske forbruger. Han roste især vores fokus på dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og grøn omstilling, hvor især bæredygtighedsarbejdet ude hos landmændene var meget rost, siger Frederik Vilhelm Greibe.