<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-KT46QTP height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Den høje inflation har over de seneste 18 måneder øget Danish Crowns omkostninger til særligt energi, transport, emballage og lønninger med cirka 2,5 milliarder kroner. Samtidig har efterspørgslen på dansk grisekød fra de normalt attraktive markeder i Asien været afdæmpet, og den kombination har kostet Danish Crown konkurrencekraft, når man sammenligner afregningen for andelsejernes grise med afregningen i det øvrige Europa.

- Det har virkelig været et udfordrende halvår. I et exceptionelt vanskeligt marked er både indtjeningen og resultatet isoleret set på et acceptabelt niveau, men vores konkurrenceevne har i et europæisk perspektiv ikke været tilstrækkelig til at opretholde andelsejernes leverancer af slagtegrise i Danmark. Derfor lever halvåret samlet set ikke op til vores forventninger, siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.

Selv om afregningen for andelsejernes grise dog er løftet med over 40 procent pr. kilo i forhold til første halvdel af regnskabsåret 2022/23, så er der en nedgang på 13 procent i tilførslen af grise til Danish Crowns slagterier i Danmark i den samme periode.

Alligevel er det lykkedes at løfte koncernens samlede omsætning med 15 procent fra 30,0 til 34,5 mia. kroner. De generelt øgede omkostninger, samt en mindre eksport af dansk grisekød til højprismarkederne udenfor Europa, sætter sig i driftsindtjeningen, som går tilbage fra 1.396 mio. kroner til 1.208 mio. kroner. Periodens resultat lander på 902 mio. kroner, hvilket er 18 procent lavere end samme periode sidste år, men korrigeret for tilbagegangen i tilførslerne af slagtedyr fra andelsejerne, så svarer det til et fald i indtjeningen på fem procent per kilo.

- De skærpede markedsvilkår kræver handling for at sikre vores konkurrenceevne fremadrettet. Derfor har vi i halvåret tilpasset vores anlægsstruktur i Tyskland ved at lukke vores fabrik i Boizenburg og samle aktiviteterne på slagteriet i Essen. Vi har reduceret kompleksiteten i vores organisation, hvor antallet af funktionærer er reduceret med 150 ansatte. Endelig har vi efter halvårets afslutning besluttet at lukke slagteriet i Sæby. Det er nødvendige beslutninger, som får os til at stå markant stærkere ved udgangen af regnskabsåret, siger Jais Valeur.

Danish Crown Beef kommer fortsat tættere på både forbrugerne og kunderne. Afregningen for ejernes kreaturer er fortsat på et højt niveau, og stabilitet kendetegner også indtjeningen i de to tyske kreaturslagterier og hudeselskabet Scan-Hide, som sideløbende fortsætter udviklingen af Nordic SPOOR, der sælger højkvalitetslæder til først og fremmest møbel og modeindustrien.

Koncernens porteføljeselskaber leverer samlet set en tilfredsstillende indtjening. I DAT-Schaub har en lidt svagere efterspørgsel bremset de seneste års vækst i indtjeningen. Det samme gør sig gældende i svenske KLS, men begge selskaber leverer fortsat på et højt niveau. Trods global uro løfter ESS-FOOD indtjeningen, til gengæld er indtjeningen i Sokolów presset af den høje inflation i Polen og lever ikke op til forventningerne, men er dog på niveau med sidste år.

- Indtjeningen fra vores forædlingsaktiviteter er generelt under pres på grund af inflationen, men vi fastholder dog bredt set vores markedsandele. De højere priser, som vi er nødt til at hjembringe for at have en lønsom værdikæde, får forbrugerne til at holde igen, når de står ved køledisken, og det rammer først og fremmest de forædlede produkter. Det får os dog ikke til at ændre på vores mål om en øget forædlingsgrad, for vi er overbeviste om, at vi vil se en normalisering af forbrugeradfærden efterhånden som inflationen aftager og forbrugernes købekraft igen styrkes, siger Jais Valeur.

Et vigtigt redskab til at sikre indtjeningen fremadrettet er et forsat fokus på bæredygtighed. I begyndelsen af halvåret blev koncernens 2030 reduktionsmål for drivhusgasser godkendt af Science Based Targets (SBTi).

- Det er et utroligt vigtigt skridt, at vi har fået vores klimamål valideret og godkendt af SBTi. Det vil sikre, at vores klimaindsatser leder til absolutte reduktioner i drivhusgas, og så er det samtidig et vigtigt parameter, for mange af vores store kunder arbejder selv med at få deres klimamål på plads lige nu. Vi har faktisk flere eksempler på kunder, der rækker ud til os nu, fordi vi kan rapportere og dokumentere vores klimaindsats meget præcist, siger Jais Valeur.