<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-KT46QTP height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Allinge dannede fra d. 13. - 15. juni rammerne for årets Folkemøde, hvor politikere, meningsdannere, organisationer og virksomheder samles for at debattere udfordringerne i det danske samfund.

I år var Danish Crown den stærkeste repræsentant for landbruget og dansk fødevareproduktion og i det hele taget en af de absolut stærkest repræsenteret organisationer. Den markante tilstedeværelse og et gennemført setup skabte rammerne for at indgå i dialoger med landets vigtigste ledere, beslutningstagere, meningsdannere, organisationer osv.

- Danish Crown var virkelig synlig på Folkemødet, og med vores tilstedeværelse fik vi vist alle, at vi er en moderne fødevarevirksomhed, der bør inddrages i løsningerne. Det bør vi være stolte af, for det skabte rammerne for, at vi kunne indgå i gode dialoger om fremtiden for dansk landbrug og fødevareproduktion med vores vigtigste interessenter, siger Asger Krogsgaard, der er formand for Danish Crown.

Folkemødet har udviklet sig til at have karakter af en regulær folkefest, hvor danskerne viser deres opbakning til demokratiet og samfundsdebatten. Årets deltagertal er endnu ikke optalt, men i 2023 var der godt 100.000 besøgende over de tre dage i Allinge.  

Afgørende at bidrage til samfundsdebatten

Ved at bygge tilstedeværelsen op omkring salg af mad, har Danish Crown holdt omkostningerne nede. Danish Crown var til stede med to burgerboder, en pølsevogn, en ”SnakBar” med drikkevarer og flæskesvær og ikke mindst egen restaurant, Restaurant Dyrbar, drevet af mesterkokken Thomas Pasfall.

Det var med stor succes, for restauranten, de tre boder og pølsevognen leverede en rekordomsætning og var med til vise, at Danish Crown kan levere madvarer til enhver type forbruger.   

- På unik vis viste vi på en kosteffektiv måde, hvad Danish Crown står for. Vi er ikke bange for at stille op og deltage, uanset om det er med andre fra erhvervslivet, grønne organisationer, politikere, kritikere eller andre aktører. For som en af de største fødevarevirksomheder med rødder i dansk landbrug ser vi det som afgørende, at vi bidrager til samfundsdebatten om, hvordan fremtidens produktion af fødevarer i Danmark kan se ud, siger Theis Brøgger, der er kommunikationsdirektør i Danish Crown.   

I løbet af de tre dage i Allinge blev der holdt hundredvis af debatter. I år deltog Danish Crown i 13 debatter. Det er rekordmange. Til sammenligning deltog Danish Crown i seks debatter sidste år.

- Dansk landbrug, fødevareproduktion og animalske fødevarer er genstand til nogle af de mest komplicerede debatter og politiske dagsordener. Derfor er det vigtigt, at vi fortæller om det arbejde, vi laver og har i sinde at fuldføre. Det får vi ikke mange bedre muligheder for i løbet af året end på Folkemødet, siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown, der selv deltog i fem af debatterne.