<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-KT46QTP height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Markedsberetning: Fin sommerafsætning på kanten til ferie

På dørtærsklen til de første ferieuger er der fortsat en fin afsætning af okse- og kalvekød i Danish Crown Beef. Det pæne sommervejr giver et godt salg af grillartikler og det samme gør sig gældende for salget til restauranter og kantiner, hvor især burgerbøffer er efterspurgt.

- Det er bestemt positivt, at vi har nogle uger med fornuftig afsætning op mod ferieperioden, for vi ved, at vores marked traditionelt tager et lille dyk, når danskerne rejser sydpå. Derfor holder vi aktiviteten så høj som muligt lige nu, før afmatningen kommer, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Selvom det danske marked forventes at gå ned i aktivitet, er det ikke tilfældet for turistdestinationerne i Europa. Her er der fortsat en god afsætning til de sydeuropæiske markeder.

- Italien og Spanien fortsætter med at aftage hængende varer og dyre udskæringer, og det forventer vi ikke ændrer sig. På det græske marked er der også pæn aktivitet, men temperaturerne i Grækenland var kort oppe og vende på omkring 40 grader, og det lægger en dæmper på aktiviteten. Det har stabiliseret sig, og det samme gælder vores afsætning, så vi har en fornuftig efterspørgsel fra vores større markeder i Sydeuropa, siger Henning Sønnichsen.

Slagtesituationen

Slagtningen er forløbet som forventet i indeværende uge på Danish Crown Beefs slagterier, men der vil være en mindre pulje dyr, som udsættes til kommende uge. Slagteriet i Aalborg øger kapaciteten i kommende uge for at kompensere for de kommende lukkeuger i uge 28 og 29. Det forventes, at der vil være stort set slagtet op ved udgangen af kommende uge.