Markedsberetning
Det europæiske marked for grisekød er mere eller mindre uforandret den seneste uge. Prispunkterne er fortsat meget lave grundet ubalance mellem udbud og efterspørgsel internt i Europa, men priserne er dog stabile på stort set alle udskæringer og delstykker.
Slagtningerne i Europa ligger på et højt niveau, selv om der også her har indfundet sig en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel. Samlet set er situationen dog forsat, at der er for meget grisekød internt i Europa i forhold til at sikre fornuftige afsætningspriser, der kan understøtte højere noteringer til landmændene.
De kommende uger vil blive præget af handel med ferske varer til julehandlen, hvilket kan være positivt for efterspørgslen på særligt midterstykket af grisen. Der pågår dog stadig en hård kamp mellem de sælgende og købende parter om, hvor ligevægtsprisen i markedet aktuelt ligger.
På de store eksportmarkeder uden for Europa ligger priserne på et fornuftigt niveau, men konkurrencen fra særligt Brasilien betyder, at det er vanskeligt at eksportere de ønskede mængder.
Slagtesituationen
OBS! Der er desværre en fejl i nyhedsbrevet, som blev sendt torsdag den 12. november kl. 13.00. Det fremgår fejlagtigt, at der ikke slagtes søer i uge 47. Det korrekte er, at der slagtes søer hele uge 47, dog ikke fredag. Vi beklager fejlen.
Tilmeldingen til uge 46 blev lidt højere end den forventede prognose. Det er også forventningen, at der vil være slagtet i bund på slagterierne ved ugens udgang, og lige nu fremrykkes der grise fra uge 47 for at udnytte kapaciteten.
Næste uges tilmelding til uge 47 forventes at følge prognosen. Centralplanlægningen får brug for at fremrykke grise fra uge 48.
Danish Crown opfordrer alle andelsejere til at tilmelde grise i rigtig god tid af hensyn til planlægningen.
Søer
Der er slagtet i bund ved ugens udgang. I uge 47 bliver der slagtet søer mandag til torsdag, mens der ikke slagtes fredag. Derfor forventes en mindre pulje søer at blive udsat til uge 48.