Vær opmærksom på dobbelte tilmeldinger til DAKA

Integrationen mellem Danish Crown Data og PigUp&Ko kører planmæssigt, men de første erfaringer viser blandt andet, at der i stigende grad laves prætilmeldinger af allerede afhentede grise.

19. januar 2023

Når der afsluttes et hold i Danish Crown Data og i samme forbindelse ajourføres data bagud i tid, kan det ske, at der laves prætilmeldinger til DAKA af allerede afhentede grise. Det sker, fordi der er givet samtykke til datadeling med DAKA via Danish Crowns Ejerside, og derfor tæller de grise, der ajourføres bagud i tid som prætilmeldinger til DAKA via PigUp&Ko.

- Hvis man ikke taster eventuelle døde grise løbende, men blot ajourfører dem ved afsluttet hold, skal man sikre sig, at man ikke deler data fra Danish Crown Data og over til PigUp&Ko. Det giver nemlig en prætilmelding hos DAKA på en gris, som formentlig allerede er afhentet. I det tilfælde skal man fjerne sit samtykke til datadeling med DAKA via Ejersiden, men vi opfordrer altid til, at man taster hændelser i stalden løbende, så man sikrer den bedste datakvalitet, siger Simon Lauridsen, der er ansvarlig for Danish Crown Data.

Hvis man har spørgsmål til Danish Crown Data og integrationen med PigUp&ko, kan Danish Crown Ejerservice kontaktes på 8919 1920.