Den 24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine, og siden har krigen raset og mere end 100.000 soldater og civile enten blevet såret eller har mistet livet.
Ukraine er et landbrugsland, og dansk fødevareproduktion har et tæt forhold til landet. Derfor er en delegation af ukrainske griseproducenter på rundtur i Danmark for at lære om danske produktionsformer, og for at styrke forholdet mellem Danmark og Ukraine inden landet skal genopbygges efter krigen.
I onsdags besøgte delegationen Danish Crown i Horsens, hvor andelsejer og bestyrelsesmedlem i Danish Crown Søren Bonde og fabrikschef Jesper Frandsen fortalte om både produktionen på gården og på slagteriet.
- De ukrainske griseproducenter står overfor en stor opgave med at genopbygge landets produktion, når invasionen fra Rusland er overstået. Hvis vi i Danish Crown kan spille en rolle i det projekt, vil vi naturligvis gerne hjælpe på alle de måder, vi kan, siger Søren Bonde.
Da besøget var overstået overrakte delegationen fra Ukraine en helt særlig gave til Danish Crown. Producenterne havde medbragt en flaske vin fra et ukrainsk vinlager der blev ødelagt af russiske soldater under invasionen. Der er nu kun ganske få flasker tilbage, og de må først åbnes, når krigen i Ukraine er overstået.
Fakta:
Danish Crown har støttet den ukrainske befolkning på flere måder efter den russiske invasion:
Donation på 1 mio. måltider i samarbejde med Røde Kors
Donation på 150.000 frosne supper fra Mou
Pengedonationer fra ansatte i Danish Crown
Donation på 100.000 måltider, førstehjælpspakker og humanitær hjælp til flygtninge fra Sokołów
Donation af mad og vinterjakker fra Danish Crown i Tyskland.