Der er efterspørgsel efter Danish Crowns UK-grise, og det kræver flere grise, end der leveres i dag, at opfylde kundernes ønsker. Derfor hæves UK-tillægget med 10 øre, så det fremadrettet vil være 30 øre pr kg.
- Vi står ganske fornuftigt på det engelske marked i dag. Vi er på plads med og har afsluttet vores investeringer, og Rochdale er færdigbygget og i drift. Vi har kunderne ombord, og vores produkter ligger på hylderne i de rigtige kæder og ude på bordene hos de engelske forbrugere. Ligesom med alt andet, er der udfordringer og opgaver, som skal løses, men fundamentet er på plads. Nu skal vi bare levere og kvittere både hos kunderne og for investeringen, og helt aktuelt skal vi op i gear til julehandlen, siger Mike Sauerberg, der er Senior Vice President, Global Retail, Foodservice & Categories i Danish Crown.
Han lægger vægt på, at det britiske marked er spændende, både grundet størrelse og vækstmuligheder.
- Det britiske marked er stort, salget af især forædlet grisekød er i vækst, og den årlige omsætning på dagligvarer er omkring 2 billioner kroner. Vi har opbygget et effektivt og konkurrencedygtigt setup, og med de kunder vi har inde, mener jeg, at vi har en god mulighed for at øge vores forretning i UK fremadrettet og dermed UK-grisene, også på andre kategorier end bacon, siger Mike Sauerberg.
Udover et øget tillæg indføres der et UK-introtillæg på 20 øre pr kg. til nye UK-grise, så mængderne kan løftes.
- Det nye UK-introtillæg er både relevant for nuværende UK-producenter, som kan øge deres produktion, og for producenter, som ikke i dag leverer UK-grise, men har rammerne til at kunne gøre det. Derfor vil vi meget gerne høre fra interesserede producenter, så vi kan løfte mængderne og imødekomme kundernes behov, siger Nicolaj Nørgaard, der er direktør i Danish Crown Ejerservice.
Er du interesseret i at høre mere, kan du kontakte Danish Crown Ejerservice på 8919 1920.