”Papirgrise” er ikke et nyt fænomen i Danish Crown, og de forekommer især ifbm. udsatte grise efter helligdage, når der tilmeldes grise, som ikke er klar til levering.
Det er dog en stor belastning for både slagterier og logistik og dermed andelsejernes fælles kasse, når der tilmeldes grise, som ikke viser sig at være leveringsklar. Derfor vil det jf. afregningsreglerne give en bod på 20 kr. pr gris, hvis forskellen på den tilmeldte mængde og leverede mængde er mere end to pct.
”Det er forbundet med markante omkostninger for fællesskabet, når der gøres en afhentning klar og meldes grise ind til slagterierne, som så viser sig ikke at være klar til levering,” siger Søren Tinggaard, der er direktør i Ejerservice og fortsætter:
”Vi har selvfølgelig et ansvar for at hente grisene til tiden, men vi oplever, at nogle leverandører udnytter tilmeldingssystemet til suboptimering på bekostning af fællesskabet, og det er det, vi gerne vil til livs.”
Du kan læse mere om ovenstående i afregningsreglernes pkt. 5.2.