”At håndtere leverandørens egen gris gennem hele slagteriet giver desværre en del bøvl. Der er mange led, der skal spille perfekt sammen – fra tilmelding og særmærkning til transport, modtagelse og løbende administrativ opfølgning. Det kan nemt gå galt,” siger Søren Tinggaard, direktør for Ejerservice i Danish Crown.
Når en enkelt gris skal følges særskilt hele vejen gennem slagteri og opskæring, øger det kompleksiteten betydeligt. Grisen må ikke komme ind i de normale produktionsflow og må ikke blive parteret sammen med andre kunders grise.
”Det at holde leverandørens egen gris i hånden gennem slagteriet går ikke altid godt. Risikoen for fejl er for stor, og det er ikke effektivt i forhold til flow og optimal effektivitet i et moderne slagteri,” forklarer Søren Tinggaard.
Standardgris er fortsat en mulighed
Selvom returgris-ordningen stopper, er det fortsat muligt at bestille en standardgris til eget forbrug. Den ordning har eksisteret i mange år og fortsætter uændret. Standardgrisen bestilles via Ejerservice, hvor man kan vælge, i hvilken grad den skal parteres. Den leveres som fersk kød til eget forbrug med udlevering onsdag og fredag på udvalgte udleveringssteder. Bestilling skal ske senest én uge før udlevering.
”Standardgrisen har de alle de kvaliteter, man forventer, og løsningen fungerer godt i forhold til både produktion og administration,” siger Søren Tinggaard.
Ved højtider som jul og påske skal der bestilles i god tid. Der er et maksimalt antal standardgrise pr. udlevering, og derfor kan der i perioder være udsolgt.
Læs mere om standardgris og bestilling her: https://ejer.danishcrown.com/da-dk/andelsejere/gris/ejerinformation/leverandoerinformation/standard-returgris/
Nye leveringsrettigheder giver flere muligheder
Med de nye leveringsrettigheder, vil andelsejerne fremover have mulighed for selv at vælge at få slagtet de grise, de ønsker at bruge til eget forbrug, eksempelvis på et lokalt slagteri.
”Hvis man ønsker at spise sin egen gris, giver de nye leverin fortsat frihed til at vælge løsninger, der passer dem bedst, også hvis man ønsker at spise sin egen gris – blot uden for Danish Crowns slagterier,” siger Søren Tinggaard.
Danish Crown har forståelse for, at udfasningen af returgris-ordningen kan skuffe nogle andelsejere, men vurderer samlet set, at beslutningen er nødvendig for at sikre en stabil, effektiv og fødevaresikker drift.
