Sørger du for, at lastbilen også kan komme frem i vintervejret?

I vinterperioden er det andelsejerens ansvar at sikre gode tilkørselsforhold og ryddede ramper. Ellers kan det få konsekvenser for afhentningen.

10. november 2026

I sne, frost og slud kører Danish Crowns lastbiler ud.

Og det er dit ansvar som andelsejer at sikre gode vejforhold for chaufføren ved afhentningen. Derfor skal du i vinterperioden sørge for, at tilkørselsveje og ramper er ryddet for sne og saltet,  så lastbilerne sikkert og nemt kan komme frem og læsse dyrene.

Ved tilkørselsvejene til din ejendom skal du:

  • Rydde sne fra vejens indkørsel (mindst 4 meters bredde) og hele vejen frem til rampen.

  • Salte de sneryddede veje og om nødvendigt udlægge grus eller sand.

  • Fordele grus eller salt jævnt.

Ved vedvarende snefald ryddes vejene umiddelbart inden lastbilens aftalte ankomst.

På og omkring rampen skal du:

  • Holde rampen fri for sne.

  • Holde området omkring rampen fri for sne.

  • Udlægge grus eller salt på og foran rampen for at mindske risikoen for glatføre.

Hvad sker der, hvis vej- og rampeforholdene ikke er gode nok?


Det kan få konsekvenser for både dig og chaufføren, hvis veje og ramper ikke er ryddet for sne og glatførebekæmpet:

Chaufføren kan afvise at hente dyrene
Dårlige vejforhold kan medføre, at lastbilen ikke kan komme frem og afhente dyrene, og dermed at chaufføren er kørt forgæves. Chaufføren er i den forbindelse i sin fulde ret til at afvise at hente dyrene, hvis han eller hun vurderer, at det er for risikabelt at køre på vejen.

Du kan blive afregnet for forgæves kørsel
Hvis chaufføren ikke kan komme frem til ejendommen eller ikke kan læsse dyrene sikkert ved rampen, bliver du afregnet for forgæves kørsel.

Du kan blive erstatningsansvarlig
Snefyldte og isglatte veje eller ramper kan også føre til ulykker. Som andelsejer kan du blive holdt erstatningsansvarlig, hvis manglende snerydning eller glatførebekæmpelse medvirker til en arbejdsskade.

Chaufføren kontakter dig, hvis vedkommende ikke kan komme frem


Selvom rigtig mange andelsejere gør deres bedste for at holde vejene ryddede og sikre, kan vejforholdene i vinterperioden ændre sig hurtigt.

Hvis chaufføren holder for enden af din vej og vurderer, at det ikke er sikkert at køre videre, vil han eller hun kontakte dig. I nogle tilfælde kan situationen løses, hvis vejen ryddes eller saltes, så lastbilen kan komme frem. Husk dog, at ekstra ventetid for chaufføren kan medføre en ekstra omkostning for andelsejeren.

Det vigtigste er, at chaufføren kan udføre arbejdet sikkert, og at I i fællesskab finder en løsning, så dyrene kan komme afsted som planlagt.