Skal du på Landsskuet? Så kig forbi til mad og drikke

Danish Crown stiller op med pølsevogn og lidt at drikke til andelsejerne på Landsskuet i Herning. Her kan man sammen med en ledsager få mad og drikke i hyggelige rammer med andelsejer-kollegerne. Kræver tilmelding.

23. juni 2022

Danish Crown deltager i næste uge på Landsskuet i Herning, og her er der udover en række forbrugerhenvendte aktiviteter også lavet et nyt tiltag for ejerne. Her kan andelsejere i Danish Crown nemlig komme forbi til mad, drikke og hygge med andelsejer-kolleger på Danish Crowns stand.

- Vi deltager på Landsskuet for at møde forbrugerne, men også for at skabe et sted, hvor vores andelsejere kan mødes. Vi laver det, der bedst kan sammenlignes med et klubhus, hvor der kun er adgang for Danish Crowns ejere og deres ledsagere. Her vil der være mulighed for at hygge sig og samtidig få noget at spise og drikke, fortæller Jens Hansen, der er en af de ansvarlige for indsatsen og fortsætter:

- Hele tanken bag denne måde at gøre det på er, at vi fornemmer en lyst blandt andelsejerne til at være sammen, men at der mangler steder og muligheder, hvor det kan ske uformelt, og hvor man også møder dem, man ikke lige taler med i hverdagen. Det er det, vi gerne vil skabe med dette setup.

Alle andelsejere kan komme forbi teltet med ledsagere. For at sikre, at der er mad og drikkevarer nok, kræves der tilmelding og fristen for tilmelding er torsdag d. 30. juni kl. 9.00. Du tilmelder dig via Ejer-app eller Ejerside under ’Arrangement tilmelding’. Husk at skrive, hvor mange der deltager.