Den samlede danske grisebranche offentliggjorde sidste år en handlingsplan, som skal reducere forekomsten af PRRS. Målet er, at andelen af besætninger, der er deklareret PRRS-negative øges markant, og grundlæggende handler det om at skabe en bedre sundhed og dyrevelfærd og dermed øge produktiviteten i de danske stalde.
Det betyder, at alle danske grisebesætninger fremadrettet skal deklareres for antistoffer mod PRRS på samme måde, som vi kender det fra SPF-besætninger i dag. Deklarationen skal senest hver 35. dag i forbindelse med det sædvanlige dyrlægebesøg følges op af en dyrlægedeklaration, som erklærer, at der ikke er tegn på virus i udbrud. Er du Alt ind/Alt ud-producent skal denne laves forud for slagtning.
Hvis en besætning får påvist aktivt PRRS-virus ved PCR-test, vil der komme restriktioner på slagtningen af de pågældende grise, og derfor vil der pr. 1. juli blive indført en trappemodel med fradrag svarende til den tabte fortjeneste på grisene. Husk, at anmelde når du udtager PCR-prøverne, da det er dette tidspunkt, som er afgørende for besætningens PRRS-status. Du kan se modellen herunder:
Antal måneder* PRRS-positiv |
Fradrag |
0-4 |
- 20 øre pr. kg |
5-8 |
- 40 øre pr. kg |
9-14 |
- 80 øre pr. kg |
15-18 |
- 120 øre pr. kg |
19-24 |
- 200 øre pr. kg |
>24 |
- 300 øre pr. kg |
*en måned defineres som 30 dage.
Besætninger med påvist aktivt PRRS-virus ved PCR-metoden vil komme på myndighedernes positivliste og vil være omfattet af fradragsmodellen indtil besætningen kan fritestes i forbindelse med sanering eller automatisk fjernes fra myndighedernes PRRS-listen 14 måneder efter positiv test.