I 40 år har Danish Crowns største kunde på det japanske marked været virksomheden Kanematsu. Nu har de to virksomheder indgået et strategisk partnerskab hvor bæredygtighed er omdrejningspunktet.
Partnerskabet forpligter Danish Crown til løbende at udforske mere bæredygtige produktionsformer, mens Kanematsu forpligter sig til at inkorporere det øgede fokus på bæredygtighed i virksomhedens salgsstrategier i Japan. Aftalen er Kanematsus første af sin slags for kødproducenter.
Både Danish Crown og Kanematsu forventer at aftalen og det nye fokus på bæredygtighed vil øge Danish Crowns markedsandel i Japan, der er et højpris-marked for dansk grisekød.
- Den nye aftale med Kanematsu viser, at vores fokus på at øge bæredygtigheden i vores produktion gør en forskel. Vores andelsejere leverer en stor indsats for at sænke klimaaftrykket på gårdene, og det er i høj grad den indsats der gør, at Kanematsu nu er trygge ved at bruge Danish Crowns bæredygtighedsindsats overfor sine kunder, siger Jais Valeur, CEO i Danish Crown.
Japan er nøglemarked
Japan er et vigtigt marked for Danish Crown, som i 2022/23 eksporterede for 2,8 milliarder kr. til det landet. Danish Crown står for 70% af Danmarks fødevareeksport til Japan og 20% af den samlede eksport. Kanematsu sælger ca. 25 pct. af de varer Danish Crown eksporterer til Japan, hvilket gør dem til koncernens største kunde i Japan.
- I 40 år har Kanematsu og Danish Crown samarbejdet om at levere produkter af høj kvalitet og sikkerhed til det japanske kødmarked. Jeg er glad for, at dette partnerskab, ved at fokusere på bæredygtighed ud over lækker smag, kvalitet og sikkerhed, vil gøre det muligt for os at tilbyde produkter, der bidrager til en mere bæredygtig fremtid for fødevarer. Dette samarbejde er et vigtigt skridt i vores mission om at tilbyde forbrugerne valgmuligheder af høj kvalitet og bæredygtige fødevarer, siger Yoshiya Miyabe, Præsident og CEO, Kanematsu Corporation.
Kanematsu sælger Danish Crowns produkter til restauranter og foodservice-leverandører i Japan.