Zanchetta lyder ikke særligt jysk, men Torben Zanchetta Kock er vokset op i Sønderborg i en sønderjysk arbejderfamilie, hvor faren var udlært slagtesvend, ligesom onklen også var slagter.
Derfor var det naturligt for Torben Zanchetta Kock at gå i slagterlære den 1. august 1977 i Blans, hvor han var en del af det første hold lærlinge på det netop indviede slagteri. Den 1. juni 2024 startede han som fabrikschef i Herning.
Årene indimellem de to datoer er fyldt med forskellige stillinger. Og siden han forlod Danish Crown i 2004 som fabrikschef for Vojens og Skærbæk slagteri, så har de alle været i andre virksomheder. Det ser Torben som en klar fordel.
- Selvom man skal kunne holde snuden i sporet og levere, så skal man også fra tid til anden løfte øjnene og kigge ud på de andre for at se, om vi kan lære noget for at levere endnu bedre resultater. Med mine 20 års erfaring fra branchen uden for Danish Crown, mener jeg i al beskedenhed, at jeg har forudsætningerne for at komme ind med friske øjne og få Herning til at gøre netop det, siger Torben Zanchetta Kock.
Ingen er vigtigere end holdet
Efter Torben havde arbejdet sig op fra at være slagter i Danish Crown til han blev fabrikschef for Vojens og Skærbæk, bød de næste 20 år på diverse store stillinger ude i branchen.
Fra 2004 til 2012 var han produktionsdirektør i Tican. Derefter blev han produktionsdirektør hos Jutland Meat, hvorefter han var fabrikschef i henholdsvis SB Pork, Tican og Danepork, et smut i Holland-Tyskland hos Vion som medansvarlig i at strømline virksomhedens fabrikker, inden han takkede ja til jobbet i Herning.
- Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg ikke har brug for at vælte eller redde verden længere. En ældre herre som mig er hverken drevet af titler eller status. Jeg er drevet af at tænke ud af boksen, finde frem til smartere måder at gøre tingene på, så en fabrik tjener endnu flere penge og bidrager til den samlede forretnings succes. Det har jeg tænkt mig at bruge al min energi på her i Herning, siger Torben.
Som ny fabrikschef kommer Torben ind med et relativt velpolstret CV, men for ham er det afgørende, at ingen føler sig vigtigere end andre.
- Skal et slagteri som vores lykkes, så skal vi være en succes som et hold. Ingen er vigtigere end holdet. Og så er det min opgave som fabrikschef at sørge for, at vi som hold trives og gør tingene på den smartest mulige måde, så vi kan opnå vores ønskede resultater, siger Torben.
Rygsækken skal tømmes i Herning
Torben Zanchetta Kock fortæller, at han i flere af hans tidligere jobs er blevet ansat til at ”rydde op” på fabrikker. Han glæder sig over, at det langt fra er tilfældet i Herning, hvor han overtager et yderst velfungerende setup.
- Herning er allerede blandt de bedste slagterier i Danmark, og det skal de dedikerede medarbejdere have en stor del af æren for. Så for mig handler det om, at vi skal gå efter at være de allerbedste. Og hvis vi vil det, så skal vi tør tænke ud af boksen, være kreative og have et løbende fokus på at superoptimere og lade os inspirere af vores omgivelser, siger Torben.
Han lægger ikke skjul på, at langt størstedelen af hans fokus er på at få slagteriet til at levere det bedst mulige udbytte. Men det ligger ham også meget på sinde at fremtidssikre slagteriets vigtigste ressource; medarbejderne.
- Jeg sætter en stor ære i at give muligheder til dem, der har lysten og evnerne, og det vil jeg forsøge mit bedste også at gøre i Herning. Jeg tror på, at arbejdspladser som vores i stigende grad selv skal være i stand til at udvikle fremtidens specialister og ledere. Det ansvar vil jeg gerne tage på mig, siger Torben og fortsætter:
- De mange år i branchen har givet mig en rygsæk fyldt med erfaringer fra karrierelivet og vores branche. Og selvom jeg ingen planer har om pension, så skal rygsækken tømmes her i Herning. Så må de yngre generationer jo se, om de kan bruge noget af det fra ham den gamle, smiler Torben Zanchetta Kock.