Gruppevis levering uden tatoveringer har været en mulighed i Danish Crown længe, men ikke for producenter af UK-grise. Det laves der nu om på, så ordningen åbnes for de UK-producenter, der leverer hele læs og har en forsyningskæde registreret i CHR.
- Jeg er glad for, at vi nu kan åbne for en mulighed, som har været efterspurgt af vores UK-producenter længe. Kundehensyn har gjort, at vi ikke tidligere har ladet UK-producenterne blive en del af ordningen, men såfremt producenten opfylder kravene til gruppevis levering, bliver det nu en mulighed, siger Nicolaj Nørgaard, der er direktør i Ejerservice i Danish Crown.
For at komme i gang skal følgende krav være opfyldt:
- Du har en forsyningskæde registreret i CHR, hvor smågrisene, der leveres til din slagtegrisebesætning, kun stammer fra én so-besætning
- Soholderen i forsyningskæden skal søge en dispensation hos Fødevarestyrelsen, som derefter skal opdatere jeres forsyningskæde og registrere din besætning til Gruppevis levering i CHR. Ansøgningen startes her.
- Når du modtager din dispensation fra Fødevarestyrelsen skal du sende den til Danish Crown DCkart@danishcrown.dk
- Du vil herefter modtage en kontrakt, som du skal returnere til Danish Crown, inden du kan starte med Gruppevis levering
- Kun hele læs fra samme CHR kan leveres som Gruppevis (helt læs = 196 stk.)
- Leveres der undtagelsesvis ikke hele læs, så skal grisene tatoveres
- Er du selvkører skal køretøjet være udstyret med godkendt GPS-udstyr til registrering af ruten
- Hvis der sker ændringer i din godkendelse til Gruppevis levering skal du omgående underrette Danish Crown.
Danish Crown kan under særlige omstændigheder kræve, at du tatoverer dine grise, selvom der er tilmeldt hele læs.