Mød Ejerservice på NutriFair

Når NutriFair skydes i gang d. 17. maj, er Danish Crown Ejerservice også til stede på messen. Her kan både nuværende og interesserede andelsejere lægge vejen forbi og høre, hvad Danish Crown kan gøre for dem.

10. maj 2022

Der er flere ting i støbeskeen i Danish Crown Ejerservice, hvor udviklingen af Danish Crown Data og samarbejdet med grovvareselskaberne lige nu fylder ift. at skabe øget produktivitet hos andelsejerne. Især Danish Crown Data, der efterhånden har eksisteret i et halvt år, er blevet taget godt imod blandt ejerne, og vil man høre mere om, hvordan systemet kan skabe værdi i ens egen hverdag, står rådgiverne fra Danish Crown klar til at hjælpe.

- Mange af vores ejere er kommet rigtigt godt i gang med Danish Crown Data, men hvis man vil have hjælp til opstart eller måske trække på noget ekstra viden, så står vi klar til at hjælpe. Vi tager også gerne mod forbedringsforslag eller ideer og ønsker til Danish Crown Data, så vi skaber det bedste system til ejerne, siger Simon Lauridsen, der er forretningsudvikler i Ejerservice og ansvarlig for Danish Crown Data.

Ejerkonsulenterne står naturligvis også klar til en snak omkring ens andelsejerskab i Danish Crown og kan hjælpe med en eventuel gennemgang af muligheder.

- Vi vil altid gerne hjælpe vores ejere med at kigge på deres muligheder i virksomheden. Det kan være en snak om koncepter, mulighed for a conto restbetaling, rådgivning eller noget helt andet. Vores ejerkonsulenter vil meget gerne have så meget input som muligt med hjem fra messen, siger Thomas Abildgaard Rasmussen, der er ansvarlig for ejerkonsulenterne i Danish Crown Ejerservice.

Er man interesseret i at blive andelsejer i Danish Crown, kan ejerkonsulenterne også hjælpe med et kig på mulighederne.

- Vi arbejder intenst med den venteliste af nye andelsejere, som vi oprettede i efteråret, så hvis man er interesseret i at blive medejer af Danish Crown, så kom forbi til en snak om mulighederne, og bliv skrevet ind på listen, siger Thomas Abildgaard Rasmussen.