Meld flytninger til CHR via Danish Crown Data

Danish Crown Data er blevet integreret med CHR-registret, så flytninger og indsættelser i stalden nu kan indberette direkte til CHR via systemet.

13. oktober 2022

Når der fremadrettet laves flytninger og indsættelser på bedriften, kan der med én registrering nu sørges for, at der både leveres data korrekt til E-kontrollen, de dynamiske nøgletal, indberetningen, og som noget nyt til CHR-registret.

Danish Crown Data har lanceret en ny og efterspurgt funktion, der integrerer systemet med CHR-registret, så de lovpligtige registreringer af flytninger nu meldes ind automatisk.

- Det er endnu et vigtigt skridt i retning af at gøre det nemmere for vores ejere at holde deres data opdateret. Vi har et mål om at samle så mange funktioner som muligt i Danish Crown Data, så vores ejere slipper for at benytte unødigt mange apps. Med denne integration fjerner vi nu nødvendigheden af at registrere direkte hos CHR, samtidig med at brugeren ved én registrering kan sende data til alle nødvendige interessenter, siger Simon Lauridsen der er ansvarlig for Danish Crown Data.

Alt det kræver er, at brugeren nederst ved en indsættelse eller flytning sætter flueben i ”Indberet til CHR” og udfylder de nødvendige oplysninger. Hvis din transportør af smågrise indberetter til CHR på vegne af dig, skal du ikke benytte dig af funktionen. 

Hvis du har nogle spørgsmål til indberetning til CHR eller andre funktionaliteter er du velkommen til at kontakte ejerservice.