Korrekte indberetninger er afgørende for planlægningen

For at skabe balance mellem prognoser og leverancer har Danish Crown valgt at følge tættere op på leverancerne i forhold til leveringsrettighederne i den kommende tid.

2. juli 2026

Presset på smågrisemarkedet kan i øjeblikket mærkes hele vejen gennem værdikæden. Det giver udfordringer i planlægningen på slagterierne, da det er afgørende hele tiden at have et retvisende billede af, hvor mange grise der er på vej.

Derudover medfører det en stor mængde udskudte grise, når der hver uge kommer markant flere grise til slagteriet end forventet. 

"Vi oplever i øjeblikket en markant forskel mellem de prognoser, vi planlægger efter, og de grise, der faktisk bliver meldt til slagtning. Vores prognoser er baseret på de indberetninger vi får fra landmanden, når der bliver sat en smågris i stalden. Men i øjeblikket oplever vi i meget stort omfang, at der tilmeldes langt flere slagtegrise, end der har været smågrise-indberetninger. Det gør det meget vanskeligt at planlægge produktionen efter kapaciteten," siger Søren Tinggaard, direktør for Danish Crown Ejerservice.

Når prognoserne ikke passer, giver det en dominoeffekt af konsekvenser. Slagterierne skal finde ekstra kapacitet med kort varsel, typisk til højere omkostninger som overtid osv.. Samtidig betyder det udskudte grise, når tilmeldingerne overstiger kapaciteten, og det giver igen højere slagtevægt, som lægger yderligere pres på produktionsapparatet.

"Tungere grise er mere krævende at håndtere i produktionen, og det øger risikoen for nedbrud markant, hvilket så yderligere forstærkere problemerne. Derfor er det vigtigt, at vi i fællesskab er meget omhyggelige med, at de grise, der er på vej, bliver indberettet korrekt, og at antallet af tilmeldte slagtegrise også passer med landmandens leveringsrettigheder," siger Søren Tinggaard.

For at sikre en bedre balance mellem prognoser og leverancer har Danish Crown valgt at følge tættere op på leverancerne i forhold til leveringsrettighederne i den kommende tid