Sneen har været tungt faldende over Danmark den seneste tid, og det har skabt vanskeligheder for de chauffører, som skal afhente grise til slagtning. Flere biler har oplevet at sidde fast i sneen, når de skulle til eller fra en afhentning.
- Vi har behov for alt vores transport- og slagtekapacitet for at nå så langt som muligt med slagtninger inden jul. Derfor skal vi sikre en effektiv afhentning, så slagterierne kan køre med bedst mulig kapacitet, og det vanskeliggøres, når vi, som f.eks. i går, oplever at have fem biler, der sidder fast i en afhentning simultant, siger Nicolaj Nørgaard, der er direktør for Danish Crown Ejerservice.
- Hvis man har en afhentning på vej, så vil det være en stor hjælp, hvis man gennemgår tilkørselsforholdene, rydder sneen og får saltet eller gruset, så bilen nemt kan komme til og fra. Det gælder både for at opretholde produktiviteten, og mindst lige så meget at chaufføren har sikre og ordentlige arbejdsforhold uden glatte ramper og svær tilgængelighed, siger Nicolaj Nørgaard.