Tirsdag morgen klokken halv otte bliver grisene fra Jørgen Storgaards lastbil lukket ind i stalden på slagteriet i Herning. Her tager Orla Krogh imod grisene og får dem ledt ud i deres stier, hvor de får ro, inden de skal slagtes.
Et par grise er lykkedes med at skubbe låsen til en sidelåge op og er på vej på opdagelse, men Orla Krogh er hurtigt henne ved dem og får dem vist hen til de andre.
- De vil jo gerne rode i ting, og så er der altså nogle af dem, som får skubbet de låse op, siger Orla Krogh.
Når grisene er slagtet, kommer de først på køl, hvorefter de kommer gennem opskæringen. Grisene bliver skåret midt over, indvoldene fjernes og så begynder processerne en efter en.
Larry Alan Geiser står denne dag og skærer mørbradene ud af grisen, inden grisene bliver sendt videre. Skridt for skridt bliver delene taget fra, så de nærmer sig produkter, slagteriet kan sende videre ud til kunderne.
- Alene her i opskæringsafdelingen, og dem har vi to af her på slagteriet, sker der rigtig mange processer. Stykker skæres over, rygsøjlen fjernes osv. Herfra bliver delene f.eks. hængt op på de her juletræer, som de kaldes, og de transporteres så videre på slagteriet. Nogle dele sendes til skærestuen, hvor de skæres yderligere ud, mens andre større dele som f.eks. hele skinker kan være klar til at komme ud til kunder, fortæller Brian Jesper Leth Jensen, der er Technical manager i Egenkontrol på slagteriet i Herning.
Vi er også en tur inde i kummerummet, som det kaldes. Her kommer forskellige varer som midterstykker, hele fileter, og meget mere ind i hvide kødbakker. To-tre medarbejdere går rundt og tømmer bakkerne ned i endnu større blå kar efter bestemte sorteringer. Noget skulle til Danish Crown Foods i Vejle, noget andet skulle direkte over til detailpak på Danish Crown Foods-fabrikken i Herning, der er nabo til slagteriet.
I Herning slagtes også mange af specialgrisene, og derfor ender andelsejernes grise mange forskellige steder, når de forlader slagteriet.
- Du kan se her, at der er pakker til Kina, der er nogle til Japan der, ESS-FOOD har nogle kasser til Tyskland, vi sender OUA-skinker til Italien og andet skal ind ved siden af til Danish Crown Foods-fabrikken her i Herning, fortæller Brian Jesper Leth Jensen, mens han viser rundt.