Fra oktober må andelsejere handle med leveringsrettigheder: Her er alt, du skal vide

Med de nye regler følger en række spørgsmål om køb, salg og ejerskab. Vi gennemgår de vigtigste regler og svarer på de mest almindelige spørgsmål.

1. oktober 2026

Fra den 1. oktober 2026 må andelsejere hos Danish Crown handle med deres leveringsrettigheder. Her har vi samlet alt det, du skal vide om leveringsrettigheder, og hvordan du handler med dem.

Hvad sker der fra 1. oktober?
Fra 1. oktober må andelsejere hos Danish Crown handle med leveringsrettigheder. Det betyder, at du kan købe nye leveringsrettigheder eller sælge dem, du har.

Danish Crown stiller en hjemmeside til rådighed, som hedder Ejerportalen, hvor du skal handle leveringsrettigheder igennem.

Når du handler med dine leveringsrettigheder, fungerer det helt ligesom, hvis du skulle leje eller handle en stald. Danish Crown blander sig ikke i selve forhandlingen af pris og vilkår, men skal dog godkende aftalen i sidste ende.

Hvad er en leveringsrettighed?
En leveringsrettighed svarer til retten og pligten til at levere én slagtegris til Danish Crown. Retten betyder, at du har ret til at levere ét dyr pr. rettighed pr. regnskabsår. Pligten betyder omvendt, at du samtidig har pligt til at levere dette dyr inden for de rammer og variationer, der gælder for kategorien.

Eksempel: Hvis du eksempelvis leverer 20.000 slagtegrise om året til Danish Crowns slagterier, skal du have 20.000 leveringsrettigheder. Hvis du ønsker at øge din produktion og levere 25.000 grise om året, skal du derfor købe yderligere 5.000 leveringsrettigheder. Omvendt kan du sælge overskydende leveringsrettigheder, hvis du reducerer produktionen.

Hvor handler man med leveringsrettigheder?
Danish Crown stiller en hjemmeside til rådighed, som hedder Ejerportalen. Du får tilsendt et link fra Pork Ejerservice på mail, og så kan du selv oprette en bruger. Det er på Ejerportalen, du kan sætte dine leveringsrettigheder til salg eller købe nye, og ikke andre steder.

Hvordan handler man på Landmandssiden?
Vil du sælge leveringsrettigheder, skal du sætte dem til salg på Formidlingssiden, som er en underside inde på Ejerportalen. Når en køber henvender sig, og I er blevet enige om pris og overdragelse, udfylder du en formular, som hedder "Handelsaftale". Formularen finder du på Ejerportalen.

Når du har udfyldt handelsaftalen, sender du den til dckart@danishcrown.com, hvorefter Ejerservice sender en handelsaftale til dig og køber. Begge parter skal underskrive handelsaftalen, og Ejerservice skal i sidste ende godkende salget.

Følger specialproduktioner med, når en leveringsrettighed sælges?
Nej. Leveringsrettigheder og specialkontrakter er to forskellige ting. Du skal kontakte Pork Ejerservice, hvis du vil købe eller sælge specialproduktioner.

Følger kapitalandelen med, når jeg sælger en leveringsrettighed?
Ja. Når en leveringsrettighed skifter ejer, følger både de akkumulerede leverede kilo og den tilhørende kapitalandel med.

Kapitalandelen opbygges gennem de kilo, der leveres på leveringsrettigheden. Derfor kan leveringsrettighed og kapitalandel ikke sælges eller overdrages hver for sig.

Eksempel: Har du 5.000 leveringsrettigheder og sælger 500 af dem, følger både de leverede kilo og den tilhørende kapitalandel på de 500 rettigheder med til den nye ejer. De kan ikke adskilles fra rettigheden.

Kan man sælge til en, som ikke er andelsejer hos Danish Crown?
Ja. Hvis landmanden, der køber dine leveringsrettigheder, ikke er andelsejer i Danish Crown, skal du dog kontakte Pork Ejerservice. Køber skal nemlig godkendes som ny andelsejer i Danish Crown.

Er der nogle skattemæssige forhold, jeg skal være opmærksom på?
Leveringsrettigheder beskattes efter principperne om avancebeskatning. Det betyder, at du ikke beskattes løbende af at eje leveringsrettigheder, men først ved en eventuel gevinst ved salg.

Leveringsrettigheder vil desuden indgå som et aktiv i virksomhedens regnskab på samme måde som andre aktiver.