Forebyg halebid: 3 ting du skal tjekke i stalden lige nu

Efterårets køligere vejr kan udfordre staldklimaet og øge risikoen for halebid.

22. oktober 2026

Vejrskiftet øger risikoen for halebid på grund af store temperaturudsving og et skiftende staldklima. Her er, hvad du som andelsejer selv kan gøre for at minimere risikoen for halebid i stien:

  1. Indstil minimumsventilationen korrekt
    Sørg for, at minimumsventilationen er indstillet korrekt ved både smågrise og slagtegrise. Hvis minimumsventilationen er sat for højt, trækker anlægget for meget kold luft ind i stalden i forhold til den varme, grisene selv producerer. Det udsætter grisene for træk og stress, hvilket kan i sidste ende medføre til halebid.

  2. Test vægventilerne
    Vægventilerne styrer, hvor meget frisk luft der lukkes ind i stalden, og hvordan luften fordeles. Hvis en vægventil er i stykker, sidder skævt eller ikke kan lukke ordentligt, kan kold luft falde direkte ned i stien. Derfor bør du teste vægventilerne ved lave temperaturer og sikre, at de kan lukke tæt. Test dem også ved høje temperaturer, så du sikrer, at de kan åbne helt.

  3. Opdater fodercomputeren med nye kornværdier
    Sørg for at få lavet nye foderoptimeringer efter høst og få dem indtastet i fodercomputeren. Nyt korn har en anden vægtfylde og et andet næringsindhold. Hvis fodercomputeren ikke opdateres, risikerer du, at grisene bliver underfodret eller mangler vigtige aminosyrer. Det kan skabe sult og frustration i stien, hvilket øger risikoen for halebid.

Du kan altid kontakte Ejerservice på +45 8919 1919, hvis du ønsker konkret vejledning til din stald.