Erhvervsfremstød og royalt besøg i Polen: Danish Crown og Sokołów var med

I de seneste dage har der været et stort eksportfremstød i Polen. 38 danske virksomheder inden for landbrug og biogas har været på charmeoffensiv, og med på turen var den danske konge.

1. februar 2024

I denne uge har HM Kong Frederik været i Polen på sin første officielle rejse som konge. Fokus for erhvervsfremstødet, arrangeret af Dansk Erhverv, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer, var på energieffektivisering, klimavenlig landbrugsproduktion og biogas.

Koncerndirektør i Danish Crown, Jais Valeur, og direktør for datterselskabet Sokołów, Przemysław Gostkiewicz, var på deltagerlisten, og med sig havde de to af Sokołóws største polske leverandører.

- Det var et rigtig godt besøg, der handlede om skabe relationer mellem to lande, så vi kan fremskynde den grønne omstilling og skabe en stærk kommerciel udvikling med fokus på at understøtte Polen i bestræbelserne på at reducere deres CO2 udslip. Derudover var det en fornøjelse af møde Kong Frederik, som har en oprigtig interesse i bæredygtig fødevareproduktion, og som erkender, at klimaløsninger skal findes på tværs af grænser, fortæller Jais Valeur.

Via datterselskabet Sokołów er Danish Crown den største danske investor i Polen. Landet er Danmarks niende største eksportmarked. 700 danske virksomheder er til stede med erhvervsaktiviteter, mens danske virksomheder bidrager med omkring 100.000 arbejdspladser ifølge Dansk Erhverv.

Blandt deltagerne var også den danske minister for landbrug, fiskeri og fødevarer, Jacob Jensen (V), samt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og klima- energi og forsyningsminister Lars Aagaard (M).