Ejerne får eget site

For at gøre navigationen nemmere og informationen mere målrettet får Danish Crown nu en hjemmeside dedikeret til ejerne. Derfor skal skrivebordsgenveje og favoritlinks eventuelt opdateres.

21. april 2022

Fra mandag d. 25. april er alt ejer-relevant indhold flyttet over på en ny hjemmeside, som får navnet ejer.danishcrown.com. Det sker som et led i en forenklingsproces, hvor Danish Crowns brugere af hjemmesiden skal have mere relevant og målrettet information, fortæller ansvarlig for hjemmesider i Danish Crown, Kasper Borch.

- Vores nuværende hjemmeside har både skullet være relevant for kunder, forbrugere, NGO’er, presse, ejere osv. Det har skabt et stort tryk af information, som vi skal balancere, og vi er kommet frem til, at den bedste service til vores ejere vil være at lave et site dedikeret til dem, siger han og fortsætter:

- Grundlæggende vil der ikke være meget, der ændrer sig, da links til login til Ejerside vil være det samme, men hvis man har genveje til f.eks. aktuel notering liggende på sit skrivebord på PC’en, så skal den lige opdateres. Ændringen vil være, at vi kan målrette informationen langt bedre gående fremad.

Det nye site kan allerede bruges nu, og Kasper Borch understreger, at flytningen af ejerinformation ikke har været et stort projekt i Danish Crown.

- Vi har løftet ejerdelen på det eksisterende site ud, men vi har ikke lavet større ændringer. Derfor er det også et projekt, der er løst internt og inden for eksisterende tekniske rammer.

Den nye hjemmeside bliver delt i to selvstændige sektioner; en til griseandelsejere og en til kreaturandelsejere.

På det nye site kan du finde login til ejersiden ved at trykke på hængelåsen i øverste højre hjørne eller vælge login i menuen i toppen af siden.

Gris: ejer.danishcrown.com/gris

Kreatur: ejer.danishcrown.com/kreatur

Bemærk, der skal ikke www. foran.