For kødkvægsproducenter kan helårsafgræsning være en til tider svær disciplin.
Ikke alene skal afgræsningsarealerne have rigeligt med græs og plantevækst – eller dyrene skal tilbydes supplerende foder – for at sikre tilstrækkelig trivsel. Du skal som producent også sikre egnet ly og læ til dyrene, hvilket kan være både dyrt og kompliceret – især, hvis ens dyr afgræsser arealer og naturtyper under Naturbeskyttelseslovens §3, hvor det hverken er tilladt med permanente hytter og lækonstruktioner eller supplerende udfodring.
Hos Danish Crown Beef vil man gerne inspirere andelsejere med ambitioner om helårsafgræsning til praktiske og omkostningseffektive alternativer til dyre, mobile hytter og/eller opførelsen af nye staldanlæg til overvintring indendørs. Et ønske der passer godt med et igangværende projekt hos Center for Frilandsdyr.
I første omgang udarbejdes et inspirationskatalog med en række eksempler på kødkvægsproducenter rundt om i landet, der på forskellig vis er lykkedes med at sikre dyrene ordentlige forhold i årets kolde og våde perioder.
- Lige nu er vi i gang med projektet Ly og Læ, hvor formålet er at vise løsninger til ly og læ i vinterperioden til kødkvæg. Det kan både være dyr, der går på naturarealer eller andre arealer. Vi efterlyser derfor eksempler fra producenter, som er lykkedes med at skabe gode, brugbare løsninger, som de gerne vil dele med kollegerne, siger Kirstine Flintholm Jørgensen, Project Manager i Center for Frilandsdyr.
Skiftende forhold gør det svært at efterleve krav
Vinterafgræsning er en god måde at understøtte biodiversitets- og naturplejeprojekter på – hvilket er helt i tråd med eksempelvis Friland Naturpleje-konceptet fra Danish Crown. Mange producenter afgræsser §3-naturtypearealer, hvor der som nævnt er en række restriktioner på både fodring og opstilling af permanent læ.
- Fødevarestyrelsen kører netop nu en kontrolkampagne i kødkvægbesætningerne, hvor de bl.a. ser på om dyrene er sikret mod vind og vejr og har adgang til et tørt leje, fortæller Kirstine Flintholm Jørgensen Og her vurderes dyrene og forholdene fra gang til gang. Så selvom forholdene omkring dyrene blev godkendt året forinden, hvor vinteren var mildere, er det ikke givet at forholdene godkendes med det vejrlig vi har haft nu. Her vurderes om dyrene kan finde et tørt leje og har et fornuftigt hårlag og huld.
- Det er derfor vigtigt at du kan sikre dyrene at de har forhold, der lever op til kravene om ly, læ og tørt leje. Du skal have en foranstaltning, som kan dække behovet, og det vil vi gerne hjælpe med at finde en brugbar, praktisk og omkostningseffektiv løsning på, siger Kirstine Flintholm Jørgensen.
Har du eller kender du til producenter med interessante løsninger på udfordringen omkring at sikre ly og læ i vinterhalvåret, hører vi derfor meget gerne fra dig.
Send en mail til kifjo@frilandsdyr.dk med forslag til interessante projekter.