Danish Crown sælger SPF-bygning til Vejen Kommune

For godt et halvt år siden flyttede SPF til det tidligere hovedkontor for Skare-koncernen. Nu er det tidligere SPF-hovedkvarter på Drejervej blevet solgt til Vejen Kommune og skal i fremtiden huse kommunens hjemme- og sygepleje.

23. januar 2025

I foråret 2024 sluttede over 35 års SPF-historie på Drejervej 7 i Vejen, og virksomheden flyttede i stedet ind i den nyeste del af hovedkontoret for den tidligere Skare-koncern. Nu er det tidligere hovedkontor solgt, og det er med en blanding af vemod og glæde, at der nu sættes punktum for SPF´s periode på Drejervej, siger SPF-direktør Jens Kongensholm.

”Vi har haft en rigtig god proces med vores ejendomsmægler og Vejen Kommune. Nu er vi blevet enige om betingelserne for en handel, og jeg er glad for, at der nu igen kommer aktivitet i bygningerne,” siger Jens Kongensholm. 

Vejen Kommune har igennem 2023 og 2024 arbejdet på at samle hjemme- og sygeplejen for at afhjælpe de kapacitetsudfordringer, der opleves på området. Konkret er der tidligere arbejdet på to andre lokaliteter, som det ikke er lykkedes at komme i mål med.

”Det har været et større puslespil, vi skulle have på plads, og vi er også glade for, at det nu er lykkes. Drejervej 7 har igennem mange år været hjemsted for virksomheden SPF. Virksomheden er flyttet til andre lokaler, som Danish Crown har i Vejen, så det er meget glædeligt, at de fortsat har til huse her, da det er en vigtig erhvervsvirksomhed i vores kommune,” udtaler Borgmester Frank Schmidt-Hansen.

Vejen Kommune overtager bygningen den 1. februar 2025.