Danish Crown Data integreres med PigUp & Ko

Andelsejere, der bruger Danish Crown Data, kan nu åbne for integrationen til DAKA, så registreringen af et dødt dyr i stalden automatisk genererer en prætilmelding i PigUp & Ko.

13. december 2022

Når der fremadrettet registreres et dødt dyr i stalden i Danish Crown Data, kan man vælge at integrere sit system med DAKA, så det automatisk tæller som en prætilmelding i DAKAs app PigUp & Ko. Dermed øges sikkerheden på bedriften for, at tilmeldingen til DAKA kommer helt i mål.

Den nye integration er allerede funktionel, og det kræver blot, at man afgiver samtykke til deling af data via Danish Crowns Ejerside.

- Vi kigger hele tiden efter værdiskabende samarbejde, som gør vores ejeres hverdag nemmere. Med integrationen til DAKA får ejerne endnu bedre styring med afhentningen, da DAKAs app samtidig giver mulighed for at have bedre kontrol og mere smidighed i processen med afhentning, siger Simon Lauridsen, der er ansvarlig for Danish Crown Data.

PigUp & Ko er netop blevet relanceret med nye funktioner. Nu kan der bl.a. oprettes medarbejdere i appen med forskellige ansvarsområder. Det betyder, at medarbejdere med ansvar for at taste den døde gris og fjerne den fra stalden nu blot kan gøre det i Danish Crown Data. Det tæller hermed som en prætilmelding, som efterfølgende færdiggøres af den medarbejder, der har ansvaret for at flytte dyret til afhentningspladsen. Herefter laves den endelige tilmelding i PigUp og Ko, og afhentningen sættes i gang ved DAKA. Hvis grisen ikke lægges på afhentningsplads, men i stedet flyttes til en smågrisecontainer, kan det markeres i Danish Crown Data – det tæller dermed ikke som en prætilmelding.

- Den klare ansvarsfordeling mellem medarbejderne minimerer risikoen for fejl og giver et bedre overblik over samarbejdet med DAKA. Processen gøres samtidig smidigere, så vi forhåbentlig får en hurtigere afhentning til glæde for både leverandøren og DAKA, siger Anders Lehnsted, der er projektkoordinator i DAKA.

Udover muligheden for uddelegering af ansvar er DAKAs app også opdateret med benchmark, så man som leverandør kan se, hvordan man klarer sig sammenlignet med sine kolleger.

DAKA står netop nu klar til at hjælpe leverandører klar med både integration og den nye app. DAKAs kundeservice kan kontaktes på 7928 4047 og individuel oplæring kan bookes via dette link: https://www.secanim.dk/da/produkter/pigupko-app/vejledning-i-pigupko-appen/