Danish Crown arbejder på finansieringsmodeller for byggeri af nye stalde

14. marts 2025

En stabil tilførsel af råvarer står højt på dagsordenen i Danish Crown, og det gælder både på den korte og den lange bane. I sidste uge blev fem nye tiltag introduceret, der tilsammen skal bidrage til tilførslerne af grise allerede i år, men også i et længere perspektiv arbejdes der med fremtidige løsningsmuligheder - blandt andet specifikke modeller for, hvordan Danish Crown kan bidrage til at sikre finansieringen af nye slagtegrisestalde.  

“Både Danish Crown og hele branchen ser ind i udfordringer med råvaregrundlaget i fremtiden. Derfor må vi tænke i nye baner. Vi er meget interesserede i at skabe fælles løsninger, hvor landmanden og Danish Crown kan samarbejde om noget, der er til fælles gavn for alle andelsejere. Det mener vi f.eks. kunne være en model, hvor vi – evt. i samarbejde med professionelle investorer - kommer med pengene til bygning af nye stalde,” siger Niels Duedahl, Group CEO i Danish Crown.  

Fremtidsplanerne ændrer ikke det primære fokus her og nu for hverken Niels Duedahl eller resten af organisationen i Danish Crown. 

“Vores altoverskyggende opgave er at genskabe vores konkurrencekraft på noteringen. Det har vores fulde opmærksomhed, og er det vigtigste mål overhovedet lige nu. Men vi ved også, at der ser ud til at blive udfordringer med råvaregrundlaget for alle i fremtiden. Derfor skal vi allerede nu kigge på, hvordan vi rettidigt gør, hvad vi kan for at løse den udfordring,” siger Niels Duedahl.   

Møde med interesserede producenter 

Den første konkrete aftale om finansiering ligger endnu et stykke forude – i første omgang inviterer Danish Crown alle interesserede til et møde for at få input, så der kan skabes nye løsninger. En dialog, som Danish Crowns Ejerservice forventer bliver god og positiv:  

“Vi har undersøgt interessen hos vores andelsejere, og vi vurderer, at der er et potentiale, som på 18-30 måneders sigt kan give et ikke ubetydeligt antal stipladser. Hvis vores finansieringsforslag derudover kan vække interesse hos griseproducenter, der fx i dag eksporterer alle deres grise, så vil det give os ekstra gode muligheder for at sikre et stabilt råvaregrundlag på den længere bane,” siger Nicolaj Nørgaard, der er direktør for Ejerservice i Danish Crown.  

Svært for unge i branchen 

Udover de helt konkrete effekter på tilførslerne af grise til Danish Crown kan tankerne om finansiering af staldbyggeri også bidrage til et andet formål. 

“Det kan være meget svært for unge i branchen at etablere sig, både når de skal starte på egen hånd, og når de skal tage over ved et generationsskifte. De unge landmænd har ikke altid mulighed for at få finansieret en slagtegrisestald til mange millioner. Det er en udfordring, vi gerne vil undersøge, om vi kan afhjælpe. Når alt kommer til alt, er det helt afgørende for hele sektorens fremtid, at den yngre generation har mulighed for at komme i gang,” siger Niels Duedahl. 

Mødet med interesserede griseproducenter finder sted 4. april.  

Er du andelsejer i Danish Crown, kan du tilmelde dig via Ejerapp eller på Ejersiden (vælg Arrangement – Tilmelding). Er du ikke andelsejer, så kontakt Danish Crowns Ejerservice på tlf. 89 19 19 20 for tilmelding.  

Dagsorden - møde for interesserede landmænd 4. april kl. 11.30-15.30. 

11.30: Frokost og netværk 

12.15: Velkomst (v. Niels Duedahl, Group CEO, Danish Crown)  

12.30: Tanker og overvejelser på forhånd (Danish Crown)  

13.00: Workshop i grupper 

14.00: Pause og netværk 

14.15: Eksempel på staldbyggeri og byggepriser (v. byggerådgiver Søren Jacobsen, Danish Farm Design & landmand Esper Goul) 

15.15: Opsamling og afrunding