Danish Crown afholdt briefing for bankerne

Tirsdag formiddag afholdt Danish Crown det årlige bankmøde, hvor banker med interesse i landbrug kunne høre mere om Danish Crowns strategi og resultater. Group CFO, Thomas Ahle, håber, at det kan være med til at kvalificere andelsejernes dialog med de finansielle partnere.

18. januar 2024

Over 200 bankfolk, rådgivere og landbrugsinteressenter fulgte med, da Danish Crown afholdt sit årlige bankmøde mandag formiddag. Mødet blev indledt af bestyrelsesformand Asger Krogsgaard, som gav en status på foregående regnskabsår fra et ejerperspektiv, herefter fortalte CEO, Jais Valeur, om den aktuelle markedssituation samt en spirende optimisme for produktionsøkonomien i 2024 grundet den faldende europæiske produktion. Group CFO, Thomas Ahle, fremlagde Danish Crowns årsresultat for 2022/2023, mens direktør for Ejerservice, Nicolaj Nørgaard, slutteligt gav en status på de ejervendte aktiviteter samt arbejdet med bæredygtighed.

- Vi inviterer vores andelsejeres finansielle partnere, til en gennemgang af virksomheden, fordi vi gerne vil sikre, at de ved, hvordan vi ser fremtiden, når de i den kommende periode skal tale om budgetter og økonomi med ejerne. Vi har haft god interesse de foregående år for at deltage i møderne og blive klogere på udviklingen i Danish Crown, og vi håber, at det kan være med til at kvalificere den dialog, som efterfølgende sker med ejerne, siger Thomas Ahle, der er CFO i Danish Crown.

Der var mulighed for at stille spørgsmål efter indlæggene, og her gik mange af dem på Danish Crowns arbejde med bæredygtighed, og hvordan ejerkredsen fører det ud i livet og rapporterer på det.

- Vi har mange initiativer på bordet i Danish Crown med fakkelanlæg, nitrifikationshæmmere og dynamiske data, som kommer til at hjælpe vores ejere på vej. Samtidig arbejder andelsejerne med det her hver eneste dag, så initiativerne er der helt bestemt, men de skal selvfølgelig også vises frem. Derfor tilbyder Ejerservice igen i år at hjælpe ejerne med et udkast til en ESG-rapport. Det kræver blot, at man har opdateret sine tal og kontakter Ejerservice for at komme blandt modtagerne, siger Nicolaj Nørgaard.