Camilla Sylvest træder ud af Danish Crowns bestyrelse

For at fokusere på andre opgaver har Camilla Sylvest valgt at udtræde af Danish Crowns bestyrelse, så snart en afløser er fundet.

29. november 2024

Efter seks år som medlem af A/S-bestyrelsen i Danish Crown, hvoraf de seneste to år har været som næstformand, har Camilla Sylvest besluttet at træde ud af Danish Crowns bestyrelse for at fokusere på andre opgaver. Hun fortsætter dog i rollen som bestyrelsesmedlem, indtil en afløser er fundet. 

- Danish Crown er nået rigtig langt i arbejdet med at samle bestyrelserne i den nye model og er på plads nu med ny direktion, og derfor føles det helt naturligt, at jeg nu udtræder for kunne bruge mere tid på andre prioriteter. Jeg har haft en spændende opgave de seneste år, og jeg har været glad for at bidrage til Danish Crown. Derfor bliver jeg også i bestyrelsen i en overgangsperiode, så virksomheden har tid til at finde et nyt medlem i mit sted, siger Camilla Sylvest. 

Som Executive Vice President, Commercial Strategy & Corporate Affairs i Novo Nordisk har Camilla Sylvest været en del af Danish Crowns forretningsbestyrelse.  

- Camillas bidrag til Danish Crown har været stort, både som medlem og næstformand i A/S-bestyrelsen. På vegne af hele virksomheden vil jeg gerne sige tak for den betydelige indsats, hun har lagt for at styrke Danish Crown, og jeg er glad for, at hun i overgangsperioden fortsat vil arbejde i bestyrelsen, så vi får tiden til at finde den rette afløser, siger Asger Krogsgaard, formand i Danish Crown. 

Danish Crowns bestyrelse vil den 19. december konstituere sig med fem ejervalgte medlemmer, tre medarbejderrepræsentanter og fem eksterne bestyrelsesmedlemmer. Det er Nominerings- og Evalueringsudvalget, der skal finde afløseren til Camilla Sylvest, og det arbejde sættes i gang nu.