Andelsejere inviterer danskerne ind til årets store familiedag

Søndag den 15. september løber Åbent Landbrug af stablen, og i år har arrangementet deltagelse af 30 andelsejere i Danish Crown. Danish Crown bakker op med bl.a. værtsgaver, forplejning til medhjælpere og aktiviteter for børnene.

12. september 2024

Både store som små får med egne øjne mulighed for at komme helt tæt på dansk landbrug. For i den kommende weekend åbner landbruget op og inviterer ind på gårdene, når Åbent Landbrug afvikles søndag 15. september.

30 af Danish Crowns andelsejere viser deres landbrug frem, så det er muligt både at se andelsejere med grise og kreaturer. Værterne kan selv vælge, om de vil holde åbent hus, eller om de holder rundvisninger i mindre hold. For Danish Crown er det helt afgørende, at andelsejerne bakker op om arrangementet.

- Dialog med omverdenen er helt afgørende for både Danish Crown og for dansk landbrug. Derfor er meget vigtigt, at andelsejere stiller op, viser gården frem og inviterer til dialog ved Åbent Landbrug, og derfor gør vi også en indsats for at bakke op om de andelsejere, som inviterer danskerne ind, siger kommunikationsdirektør i Danish Crown, Theis Brøgger.

Gæsterne skal melde sig på forhånd via aabentlandbrug.dk, og det ventes, at omkring 80.000 danskere vil gæste gårdene denne søndag.

Danish Crown giver en værtsgave til alle de deltagende værter, som er andelsejere, ligesom der sørges for forplejning til de mange medhjælpere, som de 30 andelsejere har i gang for at få arrangementerne på gårdene til at glide. Hos alle andelsejere fra Danish Crown er det også muligt at få en smagsprøve, ligesom Danish Crown sørger for, at der er aktiviteter, præmier og relevante foldere til rådighed for værterne.

På Åbent Landbrugs hjemmeside kan du finde en gård tæt på dig og læse mere om dagen Åbent Landbrug

Åbent Landbrug er et årligt tilbagevendende gratis arrangement, som afholdes den 3. søndag i september.

Hvert år besøger mellem 60.000 og 100.000 gæster Åbent Landbrug. Siden 1995, hvor arrangementet gik under navnet Grøn søndag, har omkring 2 millioner danskere deltaget på dagen.

Projektet er skabt med støtte fra Landbrugslotteriet, Mælkeafgiftsfonden og Svineafgiftsfonden.