På et møde i Aalborg for vognmænd, der kører for Danish Crown Beef, blev en ide om, at ejerkonsulenter kunne komme på køretur med vognmænd født. Ideen er at komme tættere på både vognmænd og andelsejere.
Den bold greb vognmand Martin Pedersen, som driver Sønderup Suldrup Vognmandsforretning. Martin Pedersen satte for et par uger siden ejerkonsulent Flemming Hølmkær stævne, og de to fik sig en god køretur ud af at besøge landmænd, som Martin Pedersen kører kreaturer for. Det viste sig som en god ide.
- Vores interesse er, at andelsejere får flest mulige dyr i koncepterne. Sådan kan vi give den bedste pris og mest værdi. Jeg kan ikke nå alle landmænd dagligt, men på den her måde kan vi gøre vognmændene bedre og skarpere på, hvad der rører sig i Danish Crown, siger Flemming Hølmkær og tilføjer:
- Vi kan klæde vognmanden på i forhold til viden om koncepter, som gør, at han kan hjælpe os ude ved landmanden. Vognmanden skal have en glad kunde, og vi skal have en glad andelsejer, siger Flemming Hølmkær.
Vognmand Martin Pedersen ser mange gode elementer i et øget samarbejde med Danish Crown Beef, og han var glad for køreturen, hvor han havde Flemming Hølmkær med en hel arbejdsdag. Det gav både ny viden om koncepter og flere andre elementer.
- Det var interessant og en anderledes måde at samarbejde med slagteriet på. Vi havde en god dag, og vi kom rundt til mange, som var lydhøre overfor ideer og tanker. Konsulenten kan hjælpe med at svare på noget af det, jeg ikke kan. For mig er det vigtigt, at dem, jeg kommer rundt til, bliver rådgivet rigtigt. Når jeg kører for Danish Crown, er jeg en repræsentant, og det er vigtigt, at vi kan snakke med landmanden om det, der rører sig og om muligheder, der måtte være i koncepter eller andet, siger Martin Pedersen.
Han peger på, at der er meget i samarbejdet mellem vognmand og fødevarevirksomhed, der kan bygges videre på. Og han mener, at der er mange vognmænd som ham, der kan have noget godt ud af at have en ejerkonsulent med passagersædet på turene ud til landmændene.
Både Flemming Hølmkær og Martin Pedersen peger på, at der meget netværk at hente for både vognmand og ejerkonsulent ved at komme på tur.
- Har jeg et spørgsmål til Danish Crown, så ved jeg, hvor jeg skal ringe ind, eller ved hvor jeg skal sende landmanden hen. Vi skal holde gryden i kog. Jeg vil styrke min forretning og håber, at det her initiativ og øget samarbejde med Danish Crown kan kaste mere af sig i min retning, siger Martin Pedersen.