Slagtealderen på Premium Kvier sænkes

Fremover sættes slagtealderen på kvier leveret til konceptet Premium Kvier ned med to måneder. Det sker efter ønske fra producenterne, ligesom tests viser, at kødets kvalitet og farve kan bibeholdes.

17. maj 2023

Danish Crown Beef har god succes med Premium Kvier og for at optimere konceptet, justeres slagtealderen nu med to måneder fra 18 til 16 måneder. Premium Kvier ender som kvalitetsoksekød til de danske detailkæder og slagtere, som skal udkonkurrere det udenlandske, røde oksekød, som ellers findes i køledisken. Det kræver rødt oksekød af højeste kvalitet, og derfor har det været væsentligt, at den yngre alder på dyrene ikke spiller ind på kvaliteterne.

- Vi har igennem flere måneder kigget ind om, om vi kunne gå ned i alder. Vores test viser, at kødets farve og kvalitet fortsat er på et meget højt niveau, så kødet, der leveres til vores kunder, vil stadig kunne konkurrere med det røde oksekød fra vores udenlandske konkurrenter, siger leder af ejerservice i Danish Crown Beef, Torben Nørremark.

Faktisk har det været et stort ønske fra producenterne, at alderen på kvierne kunne sænkes. Det fik Danish Crown Beef til at kigge ind i mulighederne, og tests gennem de seneste flere måneder har vist, at det er muligt at justere med to måneder.

- Det er helt afgørende, at vi kan bevare farve, form og fedme i kødet, samtidig er vi glade for, at de tilbagemeldinger, vi har fået fra producenter, nu har udmøntet sig i konkrete ændringer, som både kommer producenter og virksomheden til gavn, siger Torben Nørremark.

Danish Crown Beef håber at kunne løfte konceptet løbende og vil derfor gerne høre fra producenter, som vil levere kvier. Derfor tilbydes der blandt andet konceptrådgivning på Premium Kvier, ligesom afregningen fortsat er på et meget fornuftigt leje, der gør det interessant for mange landmænd at overveje konceptet.

Konceptet Premium Kvier blev lanceret i begyndelsen af 2021, hvor den samlede danske kreaturbranche vedtog et forbud mod aflivning af kalve. Her skulle derfor gøres plads i markedet til de nye kreaturer, der skulle gå i danske stalde, og svaret blev Premium Kvier. Konceptet består af krydsningskvier, der leverer rødt oksekød af allerhøjeste kvalitet.