Danish Crown Beef oplever flere og flere kunder, der efterspørger data for andelsejernes bæredygtighedsarbejde. Det er især de kunder, som indgår længerevarende og strategiske samarbejder, fordi dansk okse- og kalvekød har et lavere dokumenteret klimaaftryk end normtallene for oksekød generelt. Derfor vil Danish Crown Beef nu præmiere de mælke- og slagtekalveproducenter, der leverer valide data, med 50 øre pr kilo oveni den restbetaling, der falder efter regnskabsårets afslutning.
”Når vi indgår strategiske aftaler med vores kunder, så er det også med bæredygtighedsdata som en komponent. Her er der en forventning om, at vi kan levere, og når det kommer til kunder af den størrelse, så er der også villighed til at betale for det. Derfor kan vi løfte vores forretning, hvis andelsejerne kan levere valide data, og det er det, vi kommer til at præmiere gående fremad,” siger Finn Klostermann, der er CEO i Danish Crown Beef og fortsætter:
”Derudover vil bæredygtighed være et konkurrenceparameter for dansk okse- og kalvekød, som vi kan bruge i vores dialog med kunder både i Danmark og på vores eksportmarkeder.”
Samarbejde mellem andelsselskaberne
I Danish Crown Beef har slagtekalveproducenterne gennem en periode leveret data til virksomheden gennem Danish Crowns eget klimaprogram, Crown Farm, og for mælkeproducenter har der været mulighed for at overføre data fra Arlas FarmAhead til Danish Crown. Det har krævet, at mælkeproducenterne har givet tilladelse til datadeling, og gør man det, vil man altså gøre sig fortjent til øget restbetaling ved regnskabsårets udgang.
”Arla har en lang række stærke datapunkter på deres andelshavere, som i stort omfang er det samme, vi efterspørger i Danish Crown Beef. Derfor har vores andelsejere ønsket, at de ikke skulle levere data to steder, men at vi i stedet gør det let for dem, og der er jeg meget glad for, at Arla vil være med til at gøre sektoren stærkere, så der er gode målepunkter for bæredygtighed i både kød og mælk,” siger Torben Nørremark, der er daglig leder i Danish Crown Beef Ejerservice.
Den holdning deler Executive Vice President i Arla, Hanne Søndergaard.
”Arla har arbejdet med data i en årrække, og det står meget tydeligt for os, at det er noget kunderne i højere og højere grad efterspørger, når det handler om bæredygtighed. Derfor er det også naturligt, at vores andelshavere får mulighed for at bruge de data, de får gennem Arla, til at dokumentere deres flotte arbejde overfor Danish Crowns kunder. Som andelsvirksomheder er det helt afgørende, at vi arbejder sammen for at gøre det nemmest muligt for vores ejere at indrapportere data,” siger Hanne Søndergaard.
Også bestyrelsesmedlem i Arla, Steen Nørgaard Madsen glæder sig over, at det nu bliver nemmere for ham og kollegerne at få en højere pris for kødet ved at bruge de data, som de allerede har fået udarbejdet.
”Det er jo grundlæggende for hele andelstanken, at vi arbejder sammen om at skabe de bedst mulige vilkår for at drive landbrug i Danmark, og at vi arbejder sammen og deler data, når det gavner os som mælkeproducenter. Derfor er jeg rigtig glad for, at Arlas andelshavere nu får endnu mere gavn af de klimadata, som Arla har brugt mange år på at udvikle og forbedre,” siger Steen Nørgaard Madsen.
Der er udsendt en mail til Danish Crowns andelsejere med en guide til at godkende datadeling fra Arla til Danish Crown. Alternativt kan man kontakte Danish Crown Ejerservice eller Arla Medlemservice.
