Ny kampagne for Dansk Kalv skydes i gang på sociale medier

5. oktober 2023

Både på sociale medier og i COOP-butikker landet over skydes der gang i en kampagne for Dansk Kalv med fokus på at spise dansk kalvekød og på at øge kendskabet til at bruge kalvekødet i en række opskrifter.

I flere uger i oktober skrues der op for markedsføringen af Dansk Kalv. Det sker i et samarbejde mellem Danish Crown Beef og COOP. Fra uge 40 og frem sættes der gang i en kampagne både i COOPs butikker landet over. Dette understøttes af en kampagne på flere sociale medier, der følges op af en ny i foråret. Budskabet for kampagnen vil også være, at kødet kommer fra danske kalve, som er født, opvokset og slagtet i Danmark med to hjerter i den statslige dyrevelfærdsordning.

Som en del af markedsføringen har Danish Crown Beef øget tilstedeværelsen på Instagram, Facebook og som et helt nyt forsøg prøves markedsføringen på det sociale medie Pinterest. Denne kampagne handler særligt om at øge inspirationen og anvendelsen af kalvekød.

- Vi vil gerne understøtte konceptet og vise bredden i kalvekødet. Det er den gode smag og den gode dyrevelfærd, vi gerne vil sætte fokus på. Det gør vi med madinspiration og flere opskrifter, der kan åbne for brugen af kalvekødet hos danskerne, siger Irena Bach Thovtrup, category manager i Danish Crown Beef.