Noteringen hæves for kødkvægskrydsninger

Danish Crown Beef hæver noteringen for formklasse 8 og opefter for Dansk Kalv, hvilket skyldes øget efterspørgsel fra Foodservice.

11. oktober 2024

Brugen af kødkvæg på malkekvæg har været støt stigende over flere år, og vi har rundet en milepæl, hvor over 50% af de slagtede kalve i Dansk Kalv er kødkvægskrydsninger. Det øger værdien på de råvarer, der kommer ud af slagtekalveproduktionen, hvilket vi gerne vil understøtte yderligere ved at hæve noteringen fra formklasse 8 og opefter med 25 øre pr kg, som især vil komme de gode kødkvægskrydsninger til gode.

Den højere kvalitet i råvarerne har blandt andet været med til at øge salget af Gastro Kalv, som er udvalget kødkvægskrydsninger fra Dansk Kalv produktionen. Gastro Kalv er et stærkt brand i foodservice, hvor den høje kvalitet er en eftertragtet vare. Særligt har Danish Crown Beef mærket en solid interesse for Gastro Kalv under efterårets messer for Foodservice, som er veloverståede. Her har kunderne vist god appetit på konceptet, hvor de to velfærdshjerter kombineret med ensartet høj kvalitet har været samtaleemnet. 

- Gastro Kalv er efterhånden blevet et rigtigt stærkt brand, når vi taler kalvekød med vores kunder inden for Foodservice, og vi mærker derfor en øget efterspørgsel på mange af produkterne og delstykker, siger salgsdirektør i Danish Crown Beef, Henning Sønnichsen.