Norland-brand skal nå slutbrugeren i Italien

Flere italienske kokke og restaurationer skal kende til Norland-brandet fra Danish Crown Beef. Ny kampagne skal øge kendskab og synlighed.

18. oktober 2023

Et pilotprojekt i foråret har vist vejen for, at det er muligt at øge synligheden og kendskabet til Danish Crown Beef-brandet Norland i Italien. Her skød Danish Crown Beef gang i en bred annoncering på Facebook og Instagram, hvor det viste sig, at Danish Crown Beef nåede langt ud for pengene. Det har givet blot på tanden. Så nu skyder Danish Crown Beef gang i nyt indhold, som er lavet i køkkenet på hovedsædet i Randers. Indholdet har fokus på madinspiration og brugen af kviekødet fra Norland. Indholdet skal eksponeres på de to føromtalte platforme, men også TikTok, som Danish Crown Beef er repræsenteret på i Italien gennem et bureau.

-  Vi ønsker at øge både synligheden og kendskabet til Norland. Det er i forvejen et godt steak-brand, og vi har lige vundet World Steak Challenge, og det skaber genklang i Italien. Norland har fået stor interesse i Italien, og nu vil vi gerne endnu længere ud. Vi vil ramme flere B2B-kunder og flere kokke og restaurationer, hvor Norland passer godt ind, siger category developer Ninna Kirkegaard fra Danish Crown Beef, der har været med i produktionen og udarbejdelsen af indholdet, som skal bruges på platformene.

Satsen på Italien kommer forhåbentlig også de danske ejere og leverandører af Premium Kvier til gode. Norland er i dag en af de vigtige afsætningskanaler for netop disse dyr.

- Det er supervigtigt, at vi har blandt andet et stærkt italiensk marked, idet det er her, at vi kan afsætte en del af vores Premium Kvier, og det er her, at der er basis for flere kvier i konceptet, siger Torben Nørremark, chef for ejerservice i Danish Crown Beef.

Kampagnen i Italien er primært målrettet regionerne; Lazio, Lombardiet, Romagna, Sicilien samt Puglia og Campania. Regionerne er især kendetegnet ved at satse på turister, som typisk går efter mad- og spiseoplevelser.