Mød os på årets Street Food Festivals

Danish Crown Beef har indgået et partnerskab med Mad og Kultur om årets Street Food Festivals. Derfor kan du som andelsejer komme med til særlige arrangementer for ejerne af Danish Crown Beef i seks udvalgte byer.

7. marts 2025

God mad, samvær med kolleger og lejlighed til at høre mere om mulighederne i Danish Crown Beef. Det er noget af indholdet for andelsejere i Danish Crown Beef, når årets Street Food Festivals arrangeret af Mad og Kultur løber af stablen rundt om i Danmark.

På seks af de ti festivaler vil der være særlige områder for andelsejerne, hvor Ejerservice er værter for både faglige og sociale arrangementer – du kan få det fulde overblik nederst i denne artikel. Alle andelsejere får mulighed for at smage produkter fra Danish Crown Beef og få en burger fra de boder, som Danish Crown Beef stiller op på festivalen.

”Vi håber, at andelsejerne vil deltage i både faglige og sociale arrangementer og benytte muligheden for at invitere familie og medarbejdere med til en god dag, hvor man kan møde sine kolleger i branchen, høre mere om arbejdet i Danish Crown Beef og få en hyggelig aften i en afslappet atmosfære på Street Food Festivalen, som ofte er meget velbesøgte,” siger Torben Nørremark, der er director i Danish Crown Beef Ejerservice.

Danish Crown Beef er til stede med både burgertruck og pavillioner, så andelsejerne kan tage medarbejdere og familie med til en aften med god mad og hyggeligt samvær. Alle andelsejere i Danish Crown Beef vil på et senere tidspunkt modtage en mail med invitation, samt billetter til mad og drikke på mail.

Bliv klogere med Ejerservice

I området for ejerne vil der også være mulighed for at høre mere om, hvad Danish Crown Beef arbejder med af nye tiltag. Her kan du bl.a. høre om det nye brand MASTERPIECE 1887, som består af marmoreret kød af høj kvalitet til især Sydeuropa. Med den nye tillægsstruktur for marmorering kan der være øget økonomi i færdigfedning af malkekøer, og det er Ejerservice klar til at hjælpe med at regne på.

Derudover kan du høre mere om Premium Kvier, som er Danish Crown Beefs koncept, der skal udkonkurrere det udenlandske oksekød på det danske marked, ligesom der vil være en station med fokus på bæredygtighed i kreaturproduktion herunder de tekniske løsninger, der skal bringe branchen tættere på målet.

Sidst men ikke mindst bliver der mulighed for at smage en række af de gode produkter, der bliver lavet i Danish Crown Beef. Standen deles nemlig med By Jema, som er en virksomhed, der laver bålgrill, og her vil der blive tilberedt forskellige typer af oksekød til smagning.

Et stort udstillingsvindue

Street Food Festivals arrangeret af Mad og Kultur har været støt voksende siden begyndelsen i 2022. Målet i år er op mod 250.000 gæster fordelt på de 10 lokationer. Derfor er det også et godt udstillingsvindue for Danish Crown Beef.

”Vores formål med festivalerne er todelt. Vi vil rigtig gerne give vores andelsejere en god oplevelse i vores VIP-områder, men samtidig er det også et udstillingsvindue for Danish Crown Beef og vores gode produkter. Derfor kommer vi til at sælge burgere på festivalerne, og samtidig vil vi på tre af lokationerne holde et arrangement for de brede publikum, hvor kokken Umut Sakarya vil lave mad af vores gode produkter samtidig med to andelsejere fortæller mere om fødevareproduktion, og hvad det indebærer at lave oksekød i verdensklasse, så vi har både fokus på vores andelsejere og forbrugerne,” siger Jacob Snog Ærenlund, der er senior director, marketing and innovation i Danish Crown Beef.

Kokken Umut Sakarya er også med. Han kommer til at lave mad af Danish Crown Beefs gode produkter, mens to andelsejere fortæller mere om, hvad det kræver at lave okse- og kalvekød i verdensklasse.

Danish Crown Beef kommer til at være til stede på alle Street Food Festivals, men arrangementerne for ejerne vil være at finde i følgende byer:

  • Fredag d. 2. maj kl. 17-20 i Aabenraa
  • Fredag d. 23. maj kl. 17-20 i Esbjerg (Her vil der også være publikumsarrangement med Umut Sakarya)
  • Fredag d. 30. maj kl. 17-20 i Randers (Her vil der også være publikumsarrangement med Umut Sakarya)
  • Fredag d. 13. juni kl. 17-20 i Holstebro
  • Fredag d. 29. august kl. 17-20 i Aalborg
  • Fredag d. 12. september kl. 17-20 i Viborg (Her vil der også være publikumsarrangement med Umut Sakarya)

Som nævnt vil alle andelsejere i Danish Crown Beef på et senere tidspunkt modtage en mail med invitation, samt billetter til mad og drikke på mail.