McDonald’s-balloner, gyldne buer og duften af frisklavede cheeseburgere satte rammen, da Danish Crown mandag den 31. august inviterede indenfor på den nye fabrik i Vejen.
Efter et års hårdt arbejde kunne fabrikken endelig indvies.
Den store åbningsdag bød på taler, rundvisninger og selvfølgelig mulighed for at smage på de burgerbøffer, som fremover skal udgøre en stor del af produktionen på fabrikken.
Blandt de mere end 100 gæster var andelsejere, medarbejdere fra Danish Crown og repræsentanter fra McDonald’s. Også flere leverandører og samarbejdspartnere havde taget turen til Vejen.
Velkomst i McDonald’s-farver
Ved indgangen blev gæsterne mødt af McDonald’s-balloner og de velkendte gyldne buer.
Det stod klart, at dagen ikke kun handlede om at markere den nye fabrik, men også om det tætte partnerskab mellem Danish Crown og McDonald’s.
I entréområdet tog medarbejdere fra Danish Crown Beef imod gæsterne. Her ventede forfriskninger fra de gule McCafé-kaffevogne, og der var tid til at hilse på hinanden og få de første indtryk af de nye rammer, inden dagens officielle program gik i gang.
Taler markerede åbningen
Klokken 14.00 tog direktør for Danish Crown Beef, Finn Klostermann, mikrofonen og bød velkommen.
Han takkede de mange mennesker, som har været med til at gøre fabrikken til virkelighed gennem det seneste år. Samtidig satte han ord på, hvordan aftalen med McDonald’s er et vigtigt skridt i arbejdet med at øge forædlingen og værdiskabelsen af kvæg fra andelsejerne.
Aftalen giver Danish Crown adgang til et nyt marked for fastfoodrestauranter, også kaldet Quick Service Restaurants (QSR), og giver dermed virksomheden endnu et ben at stå på, når oksekødet skal afsættes.
Efter velkomsten fra Finn Klostermann gik ordet videre til Helen Moore, CEO for Food Folk McDonald’s Nordic, og derfra til McDonald’s Danmarks administrerende direktør, Mads Friis.
Talerækken blev rundet af Danish Crowns CEO, Niels Ulrich Duedahl, som officielt erklærede fabrikken for åben. Dermed var den officielle indvielse slut, og gæsterne kunne bevæge sig videre til næste del af dagen.
Tid til at smage og se
Efter talerne fordelte gæsterne sig ved bordene både inde og ude, hvor den velkendte cheeseburger fra McDonald’s blev serveret. Det var første mulighed for alle gæsterne for at smage en burger med en bøf produceret på den nye fabrik i Vejen.
Mens snakken fortsatte rundt om bordene, begyndte rundvisningerne.
I mindre grupper fik gæsterne mulighed for at komme ind i fabrikken og se den højteknologiske produktionslinje, som lige nu producerer de små burgerbøffer på 45 gram til McDonald’s.
Under rundvisningen fortalte fabrikschefen, at anlægget har kapacitet til at producere bøffer svarende til én million McDonald’s-burgere om dagen. Det er nødvendigt, når Danish Crown skal forsyne restauranter i Danmark, Sverige og Finland.
De første bøffer fra Danish Crown forventes at blive serveret i kædens restauranter fra begyndelsen af oktober.
Se billeder fra dagen

Gæsterne ankommer til den nye fabrik, hvor McDonald's-folk og medarbejdere fra Danish Crown Beef står klar til at tage imod.
SPF-grisen er pyntet med McDonald's-balloner foran indgangen.
Også indenfor pryder McDonald's-farver lokalerne.
Direktør for Danish Crown Beef, Finn Klostermann, holder dagens første tale og hylder begyndelsen på et langvarigt partnerskab mellem Danish Crown og McDonald's.
Niels Ulrich Duedahl, Danish Crowns CEO, slutter talerække af og erklærer den nye fabrik for officielt åben.
Helen Moore, CEO for Food Folk McDonald's Nordic, klipper det røde bånd.
Menuen står på cheeseburgere, så gæsterne får lov til at smage burgerbøfferne fra den nye fabrik. Til den søde tand er der chokolade, sukkerdonuts og McFlurry.
