For både slagtekalveproducenter og mælkeproducenter er leverandørmøder alle tiders chance for at kigge hinanden i øjnene og sikre fælles forståelse af, hvordan kalveproduktion i fremtiden skal udformes – og hvordan man i fællesskab optimerer på kalvene gennem eksempelvis krydsninger.
Det mener slagtekalveproducent Bent Askholm, som til daglig har små 1200 kalve på stald. Han sender årligt 1600 kalve mod Danish Crown Beefs slagtegange, og tilbage i foråret 2022 afviklede han selv et leverandørmøde. Her deltog Danish Crown Beef med oplæg om blandt andet Premium Kvier og potentialet i krydsningsdyr, mens VikingDanmark holdt oplæg om mulighederne ved at benytte kønssorteret sæd i avlsarbejdet.
- Det var et rigtig fint møde, hvor 14 af vores primære leverandører deltog. Responsen fra mælkeproducenterne var rigtig positiv, og vi oplevede selv en generel lydhørhed over for vores ønske om at øge andelen af krydsningskalve. Tallet er stigende, men det er på møder som det her, at vi kan italesætte, hvor meget de rent faktisk betyder i produktionen – og hvorfor vi er så ivrige efter flere, lyder det fra Bent Askholm.
Begejstringen for krydsningskalvene skal findes i, at Bent Askholms ønskekrydsninger af Holstein og Blåkvæg har en øget nettotilvækst sammenlignet med reneracede Holstein. I snit kan nettotilvæksten på krydsningerne i snit ca. 100 gram højere pr. dag. I praksis betyder det, at kalvene tilbringer en måned mindre på stald hos Bent Askholm, som i stedet kan hente nye dyr ind i bedriften.
Læs mere om Bent Askholms erfaringer med leverandørmøder i næste nummer af magasinet Indsigt fra Danish Crown, som lander 14. september.
Har du som slagtekalveproducent planlagt leverandørmøder, deltager og bidrager Danish Crown Beef gerne sammen med VikingDanmark, hvor vi også tager os af både kaffe og rundstykker samt frokost. Vi hjælper desuden gerne med planlægning, og konceptet er ikke mere låst, end der er plads til lokale tilpasninger og ændringer.