Landmænd fortæller om oplevelser med den nye Ejerportal

Vagn, Christian og Anders har fået lov til at prøve og teste den nye Ejerportal i hverdagen. Læs om deres oplevelser.

11. september 2026

Hvordan er den nye Ejerportal at bruge i hverdagen? Det fortæller Vagn, Christian og Anders om her. 

De har alle fået lov til at prøve og teste Ejerportalen lidt før andre, og selvom der stadig er nye funktioner på vej, er de allerede godt tilfredse med den nye løsning. Beef Ejerservice begynder løbende at koble flere kreaturandelsejere på i slutningen af september.

Vagn

Vagn er deltidslandmand og holder til nær Holstebro, hvor han har en kødkvægsbesætning.

Han er en af de første kreaturandelsejere, der har fået adgang til den nye Ejerportal. Selvom Vagn ikke altid er lige ferm til teknik og computere, gik det alligevel ganske godt med at komme i gang med at bruge den nye Ejerportal.

”Jeg var meget skeptisk over for at prøve den nye Ejerportal. Alt sådan noget teknisk ... det er ikke lige mig, må jeg sige. Men jeg var faktisk positivt overrasket over, hvor nem den var at bruge,” fortæller Vagn Pedersen.

Førhen plejede Vagn at ringe ind til Beef Ejerservice for at tilmelde dyr, men med den nye Ejerportal klarer han det selv på computeren med ganske få klik:

”Den er meget overskuelig. Der er tre bokse på forsiden. Så trykker man på tilmeldinger, og derefter vælger man, hvilke dyr der skal tilmeldes, og hvor mange. Det er meget få klik, der skal til.”

Selvom Vagn Pedersen er tilfreds med den nye Ejerportal, påpeger han også, at der blandt kreaturandelsejerne findes mange forskellige behov. Men for ham gør den nye Ejerportal hverdagen lettere.

Christian

Når man producerer 1.800 kalve om året, er der nok at lave. Det ved Christian, som driver sin bedrift uden for Ribe på fuld tid.

Han er også en af dem, der har fået lov til at teste og bruge den nye Ejerportal, før den bliver rullet ud til resten af kreaturandelsejerne.

Christian er tilfreds med den nye Ejerportal, særligt fordi man kan filtrere og vælge øremærker.

”Den er mere simpel. Måske lidt mere handy, hvis man kan sige det. Det er lettere at overskue tilmeldingerne, og du klikker bare få gange, så har du tilmeldt dyr.”

Den nye Ejerportal er stadig ved at blive udviklet, og Christian ser frem til, at man kan få lov til at tilmelde øremærker gennem DMS. Den funktion bliver tilføjet senere i oktober.

Anders

Anders er driftsleder på en bedrift nær Tylstrup, og han har gennem de sidste fem uger brugt den nye Ejerportal i dagligdagen.

Han tilmelder omkring fire dyr om ugen, og det er blevet nemt med den nye Ejerportal.

”Den er jo voldsomt nem at bruge og gør det, den skal. Den fortæller dig, hvad du skal gøre, og det er nemt, når vi har mange CHR-numre, som vi skal vælge til i DMS.”

Fordi Anders er registreret som driftsleder i den nye Ejerportal, har han adgang til den funktion, der hedder 'Afregning'.

”Det er jo nemmere, at det er samlet derinde. Før sendte landmanden en mail med de enkelte afregninger, så det er blevet mere enkelt nu,” fortæller Anders.