Marie Bjerre, der har været klimaordfører for Venstre siden august, besøgte mandag andelsejer og bestyrelsesmedlem Thomas Kjær.
Ordføreren var inviteret af Danish Crown, og undervejs hørte hun blandt andet om Danish Crowns bæredygtighedsprogram ”Klimavejen”, hvor Danish Crowns landmænd arbejder målrettet på at gøre fødevareproduktionen mere klimavenlig og bæredygtig.
Thomas Kjær fremviste blandt andet en moderne stald med slagtegrise.
- Jeg er rigtigt glad for besøget. Det viser, at der er rigtigt mange grønne veje for fremtidens landbrug. De ting som Thomas har gang i, er rigtigt spændende, og det giver gode perspektiver for fremtidens landbrug, siger Marie Bjerre (V).
Landbruget kan godt være grønt
Med titel af klimaordfører var Marie Bjerres fokus naturligvis også rettet mod de tiltag der foregår udenfor staldene. Thomas Kjær har sit eget biogasanlæg, og han ankom til mødet med ordføreren direkte fra et møde med kommunen om et nyt pyrolyseanlæg, som han gerne vil opføre.
- Rent klimamæssigt kan jeg bruge besøget til at fortælle resten af Folketingets partier, at landbruget godt kan være grønt, og der er mange ting, som man kan gøre og allerede gør. Det er klart, at Thomas også har en vis størrelse, men det er imponerende at se, hvor mange forskellige tiltag der er gang i. Fra klimavenlige stalde med udsugning til energiområdet med pyrolyseanlæg og CO2-fangst, siger Marie Bjerre (V).
Første i en række
Besøget fra Marie Bjerre er det første i forhåbentligt en række besøg fra ordførerne fra Folketingets partier. Danish Crown har inviteret fødevare- og klimaordførere fra alle partier på besøg hos andelsejere i ordførernes valgkredse, og flere er vandt tilbage med positive tilkendegivelser.
- Dansk landbrug står i en afgørende tid, og skal vi nå vores klimamål for fødevare- og landbrugssektoren, er bæredygtighedstiltagene på gårdene helt afgørende. Derfor har vi inviteret klima- og fødevareordførerne, så de med egne øjne kan se de konkrete tiltag, der bliver taget på gårdene, og de får mulighed for at stille spørgsmål til både Danish Crown og vores landmænd om vores klimatiltag i produktionen af kød, siger Astrid Gade, der er kommunikationsdirektør i Danish Crown.