Digital hjælp til kalveafhentning

Appen Easycow kan nu give et overblik over de kalve, der handles mellem slagtekalve- og mælkeproducent. Her vil al relevant information om kalvene nu fremgå.

22. november 2024

SEGES Innovation og Danish Crown Beef har I samarbejde udviklet listen ”Kalve til Salg” i appen Easycow, så man har mulighed for at få et overblik over de kalve, man skal hente hos den enkelte leverandør. For at kunne se dyrene kræver det, at mælkeproducenten har givet samtykke i DMS til at slagtekalveproducenten må se data.

På listen findes dyrenummer, alder, køn og farrace. Dermed kan man se, om det er en krydsning og samtidig tjekke, om det er det rigtige køn på kalven. På den måde kan man have dialogen med leverandøren på stedet, hvis der skulle være fejl eller mangler i data på den enkelte kalv. Hvis man trykker på det enkelte dyr, kan man også se den seneste sygdomsbehandling på kalven og en eventuel tilbageholdelsesfrist.

- Vi håber at denne funktion i Easycow kan være en hjælp for slagtekalveproducenterne til at skabe et overblik over de kalve der skal afhentes og samtidig også være et værktøj til at øge dialogen mellem mælke- og slagtekalveproducenter, siger Torben Nørremark, der er daglig leder for Ejerservice i Danish Crown Beef.

Du skal være opmærksom på, at Easycow kræver et abonnement til DMS, men derudover er appen gratis.

Har du brug for faglig hjælp er du meget velkommen til at kontakte Ejerservice på 8919 2590, og har du brug for teknisk hjælp kan du ringe til SEGES Innovations Kundecenter på 7015 5015.

Nedenstående korte videoer viser, hvordan ”Kalve til salg” listen kan bruges, og hvordan der gives samtykke fra leverandøren i DMS.

Kalve til salg

Samtykke i DMS