Danish Crown sænker renten til 4,8%

Danish Crown ændrer princip for fastsættelse af renten til finansiering og a conto udbetaling, så renten defineres ud fra statsobligationer og dermed falder fra 7% til 4,8%.

8. maj 2025

Danish Crowns renter på finansiering af smågrise, kalve og a conto udbetalinger mv. ændrer nu fastsættelsesmetode, så renten fremadrettet beregnes årligt som rentesatsen på en 10-årig dansk statsobligation med et tillæg på 2,5%.

Med den nuværende rentesats på 2,3% på en 10-årig statsobligation betyder det, at Danish Crowns rente fremadrettet vil være 4,8% mod tidligere 7%.

”Jeg er sikker på, at vores ejere vil sætte pris på ændringen, der betyder, at renten falder med 2,2 procentpoint og vil således yderligere forbedre økonomien for en andelsejer i Danish Crown, der benytter sig af vores finansieringsmuligheder,” siger Nicolaj Nørgaard, der er daglig leder af Danish Crown Ejerservice.

Den nye rentesats gælder som nævnt finansieringen af både kalve, smågrise og a conto udbetalinger, og den er gældende fra dags dato. Renten vil blive justeret i tilfælde af, at markedsrenten ændres med 0,5%.

Hvis du har spørgsmål til ovenstående, kan du kontakte din ejerkonsulent.