Der har været travlhed og mange gode snakke på den fælles Danish Crown-stand på den italienske fødevaremesse TUTTOFOOD i Milano. Her var Danish Crown Beef flankeret af de gode kolleger fra forretningsenheden Danish Crown samt Friland.
Messen, der er en af Sydeuropas største fødevaremesser, er forløbet rigtigt godt, og det italienske salgskontor tager en masse god dialog med sig hjem.
- Jeg synes faktisk, at messen er gået rigtigt godt. Vi har haft mange besøgende, og der har været meget interesse for vores nye koncept Norland. Det er noget, der har givet genlyd hos især italienerne, siger Mathias Jepsen Schmidt, der er sales manager i Danish Crown Beef.
Særligt fremhæver han en god dialog med mange af Beefs eksisterende kunder, ligesom der har været god interesse fra nye, potentielle kunder.
- Også her i Italien kan vi mærke, at mange kunder er ramt af inflation og stigende omkostninger, men vi ser også, at efterspørgslen på vores produkter fortsat er god. Samtidig ligger TUTTOFOOD godt i forhold til, at vi nu for alvor går ind i turistsæsonen, som også er en højtid for vores produkter. Så alt i alt er vi glade for udbyttet af messen, siger han.
På TUTTOFOOD er flere tusinde brands repræsenteret fra langt over 30 lande. De seneste messer har haft over 80.000 besøgende over de fire dage, messen varer.