Andelsejere, der øger antallet af leverede kreaturer til Danish Crown Beef med mindst 25 dyr, kan fremadrettet få et tillæg på 2 kroner pr kg på de ekstra kilo, der leveres, når der sammenlignes med de seneste tre års gennemsnitsleverancer.
”Antallet af slagtninger falder i både Danmark og en lang række andre Europæiske lande. Dette vil vi i Danish Crown Beef gerne gøre vores til at ændre i Danmark. Derfor er der nu vedtaget et nyt tillæg, som honorerer de andelsejere, som vækster på antallet af slagtedyr, og vi håber og tror på dette tillæg kan give incitament til at øge produktionen og sikre udnyttelse af kapaciteten i Danish Crown Beef,” siger Torben Nørremark, der er daglig leder i Danish Crown Beef Ejerservice.
Væksten skal være en reel udvidelse af produktionen på minimum 25 dyr. Tillægget gives til de ekstra kg, som udvidelsen medfører. Referencemængden, som danner grundlag for beregningen af tillægget, er gennemsnittet af de seneste 3 års leverancer.
Tillægget skal give et tilskud til de omkostninger der er i forbindelse med en udvidelse. Derfor gives tillægget over de første 3 år, hvor der er størst behov for likviditet.