Bedre afregning for høj marmorering

I løbet af første kvartal i 2025 vil Danish Crown Beef begynde at give tillæg til køer, kvier og stude med højere marmorering. Det sker, fordi marmoreret kød er en eftertragtet vare – specielt på eksportmarkederne i Sydeuropa.

21. februar 2025

Danish Crown Beef vil i løbet af første kvartal begynde at give tillæg til de køer, kvier og stude, der opfylder visse krav til intramuskulært fedt i kødet. Det åbnes der op for med ny teknologi på slagteriet, der implementeres sammen med virksomheden Frontmatec. Teknologien hedder Q-FOMTM Beef, og den benytter avanceret billedteknologi til bestemmelse af marmoreringsgraden i højreb. Den klassificerer højrebene og laver en digital registrering af slagtekroppens marmorering, som danner grundlag for tillægget.

"Det er en teknologi, som vi i partnerskab med Frontmatec har arbejdet på i en årrække, og som nu er testet så godt, at vi i den kommende periode vil bruge den til at udbetale tillæg til andelsejerne. Den bliver implementeret i både Aalborg og Holsted, og den fungerer ved at en operatør bruger kameraløsningen til at tage billeder af slagtekroppen, som så klassificeres af avanceret billedteknologi," siger Torben Nørremark, der er daglig leder af Ejerservice i Danish Crown Beef.

Forventningen er, at en større andel af Danish Crown Beefs leverandører vil bruge tillægget til at færdigfede deres køer inden slagtning.

"Der er flere typer af dyr, der kan leverer god marmorering, både kødkvæg, malkekvæg og Premium Kvier. De dyr, der leverer bedst på marmorering, er ofte de færdigfedede malkekvæg, som har fået mulighed for at sætte ekstra kilo på inden slagtning. Derfor er tillægget også et udtryk for, at vi gerne vil have flere af den type dyr, og der håber og forventer vi, at andelsejerne kan se en forretning i at få færdigfedet dyrene inden slagtning, hvis produktionen kan indrettes herefter," siger Torben Nørremark og fortsætter:

"Premium kvierne er en anden gruppe af dyr, hvor vi gerne vil have endnu flere marmorerede dyr. Her vil vi arbejde med marmoreringsdata fra Q-FOMTM Beef for at blive klogere på de ydre faktorer, som påvirker marmoreringsgraden f.eks. fodring, alder, race m.m. så vi derved får øget antallet af marmorerede dyr."

Opgaven med at klassificere marmorering er indtil nu blevet varetaget af trænede klassifisører, men med den nye objektive måleteknologi vil den klassificering blive mere ensartet.

"Objektiv klassificering har i mange år vist sit værd i forhold til klassificering af form og fedme for kreaturer. Det var derfor oplagt også at udvikle en objektiv kameraløsning til klassificering af marmorering i samarbejde med Danish Crown. Der har fra starten været stort fokus på at leve op til de strengeste krav til både præcision og repeterbarhed, hvilket senere er demonstreret gennem flere uvildige tests i bl.a. EU og Australien," siger udviklingschef i Frontmatec, Thomas Lauridsen. 

Efterspurgt eksportvare

Tillægget for marmorering vil blive op til 150 øre pr. kg., og den ekstra værdi er udtryk for, at de højest marmorerede højreb er en eftertragtet vare i især Sydeuropa, hvor de sælges under brandet MASTERPIECE 1887.

"Når vi rammer en vis marmorering, så er der en højere betalingsvillighed, fordi kunderne til den type kød specialiserer sig i at levere til restaurationsbranchen i især Italien og Spanien. Her er der en højere betalingsvillighed blandt forbrugerne for den høje kvalitet, og det er en eksklusiv vare, fordi der ikke er et uudtømmeligt udbud, så derfor kan vi sælge flere af dem," siger Jan E. Nørhede, der er direktør for salget til de sydeuropæiske markeder i Danish Crown Beef.

Han understreger samtidig, at det ikke kun er de Premium-marmorerede højreb, der kan gøre sig gældende i det marked.

"Selvfølgelig er der nogle bestemte kunder til den marmorering, der ligger helt i top, men den gode marmorering er også penge værd og mere end de meget lidt marmorerede, for der er vi i et helt andet kundesegment, så en god marmorering giver os adgang til de mest interessante kunder," siger han.

De køer, kvier og stude, der klassificeres, vil blive inddelt i grupperne Premium, High, Medium og Low, og det er grupperne Premium og High, der vil blive tildelt et tillæg.

De første skridt til implementeringen af den nye teknologi blev taget i projektet FutureBeefCross, hvor der blev registreret marmorering på kalve fra Dansk Kalv-producenterne. Disse registreringer er primært brugt avlsmæssigt til at finde de kødkvægstyre, der giver afkom med høj marmorering, men projektet viste samtidigt, at der primært vil være en signifikant marmoreringsgrad i køer, kvier og stude.

 "Registreringerne på Dansk Kalv viste, at dyrene skal have en vis alder inden der indlejres større mængde fedt i kødet. Samtidig vil en større muskelstørrelse på tyrene, når de bliver ældre, heller ikke give større mængder fedt i kødet. Disse to observationer ligger til grund for, at det er køer, kvier og stude, som vi har fokus på i forhold til marmorering," siger Torben Nørremark.

I nedenstående figur kan du se eksempler på de højreb, der klassificeres i de forskellige kategorier.