Andelsejere i Danish Crown Beef vil fremadrettet kunne aflæse deres afregning nemmere, da den har fået nyt design for at skabe større sammenhæng til det noteringsark, som den løbende afregning kan læses ud af. Dermed vil tillæg fremgå mere tydeligt, så prisen for det enkelte kreatur er mere gennemskuelig.
- En af grundene til det nye design på afregningen var, at det skulle have en modernisering generelt. Vi vil gerne skabe mere sammenhæng mellem afregning og noteringsark, så alle tillæg er mere synligt, så man kan se, hvad man får på det enkelte dyr. Det er vigtigt, at landmanden kan se, hvordan hans dyr er afregnet, fortæller Torben Nørremark, der er daglig leder af Ejerservice i Danish Crown Beef og fortsætter.
- Gennemskueligheden er det vigtigste for os, og vi håber, at den nye afregning kommer til at gøre det lettere. I ejerservice har vi løbende fået spørgsmål til sammenhængen mellem afregning og noteringsarket, så vi håber, at den nye afregning kan gøre det lettere for alle.
På den nye afregning vil man som sædvanligt kunne se en oversigt over leverede dyr, den afregnede vægt og det udbetalte beløb på den første side, men som noget nyt vil man også kunne aflæse ens udbetalte ejersatser som eksempelvis etablerings- og introduktionstillæg, mængdetillæg, transporttillæg eller tillæg for udleveringsparathed.
Derudover vil der fremgå en årsoversigt over leverede dyr i forskellige kategorier, som Dansk Kalv, Premium Kvier eller Frilandsdyr, de tillæg, der er modtaget år til dato og andelsejerens indestående på ejerkontoen. Samtidig estimeres der en restbetaling, hvor restbetalingen fra seneste regnskabsår ganges op med antal leverede kg år til dato. Det samme gør sig gældende for Frilands resttillæg i det tilfælde, at andelsejeren leverer hertil.
- Transparens har været nøgleordet i den udvikling, vi har lavet. Det vigtigste for os er, at landmanden nemt kan overskue den betaling vedkommende modtager på den korte og den lange bane, så vedkommende ved, hvad værdien af hans leverancer er, siger Torben Nørremark.
Den nye afregning træder i kraft d. 1. oktober. Har du spørgsmål til den nye afregning, kan Ejerservice i Danish Crown Beef kontaktes på 8919 2590.
Du kan finde en grafisk gennemgang af den nye afregning her.